Flere tusinde danskere må se langt efter deres lønindbetaling tirsdag.
Det skyldes blandt andet et kommunikationsbrist fra it-gigantens NemKonto-system til Nordea, skriver Computerworld.
Magasinet skriver, at mindst 125.000 danskere må vente til onsdag med at få deres løn og overførselsindkomster udbetalt.
Fejlen har også ramt alle de kommuner, som er kunder hos Nordea, blandt andet København og Aarhus.
- Vi har haft et problem med en kommunikationslinje fra NemKonto til Nordea, og der har været en fejl med et krypteringsnøglecertifikat, siger KMD's pressechef, Christoffer Hellmann, til Computerworld.
Lige nu er KMD i gang med at undersøge, hvordan fejlen er opstået.
Og pressechefen peger på, at kunder i andre banker også kan være ramt, da de kan bo i en kommune, der bruger Nordea som finansinstitut.
- Når kommunen bruger Nordea, og borgeren eksempelvis bruger Danske Bank, så kan det altså også ramme kunder i Danske Bank. På den måde kan kunder i alle banker i princippet være berørte, forklarer Christoffer Hellmann.
KMD siger, at man har lappet problemet, og at de 125.000 danskere uden løn eller overførselsindkomst vil få pengene udbetalt onsdag.
Oveni fejlen har Nordea også haft en fejl i et bogføringsprogram, som betyder, at 20.000 til 30.000 kunder må se langt efter pengene.
/ritzau/