Derfor er 8. marts kvindernes kampdag
Forslaget om kvindernes internationale kampdag blev fremlagt i København i 1910. Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix/arkiv
Kvindernes internationale kampdag har 108 år på bagen og blev fremsat på et møde i København.

Kvindernes internationale kampdag markeres hvert år 8. marts.

Her kan du blive klogere på hvorfor:

* Tanken om en international kampdag for kvinder blev født i København i 1910 på en socialistisk kvindekongres.

* Idéen blev fremsat af den tyske kvindesagsforkæmper Clara Zetkin på en stor kvindekonference i København 26. og 27. august. Kongressen blev holdt på Jagtvej 69.

* 99 kvinder fra 17 forskellige lande deltog, herunder 33 kvinder fra Danmark.

* Forslaget om en international kampdag for kvinder blev vedtaget med et stort flertal.

* Kampdagen var oprindelig et socialistisk projekt, og denne tilknytning til venstrefløjen findes til dels stadigvæk.

* Nina Bang var blandt arrangørerne af den konference, der vedtog at gøre 8. marts til kvindedag. Nina Bang blev senere verdens første kvindelige minister.

* I første omgang var det valgret for kvinder, som var hovedformålet med kampdagen. Danske kvinder fik kommunal valgret i 1908 og lige valgret med mænd i 1915.

* Fra 1921 har dagen været markeret 8. marts. Inden da var det en søndag tæt på 8. marts, hvor kvinderne havde fri.

* Frem til 1969 blev dagen overvejende markeret i socialistiske lande, men det år begyndte en gruppe såkaldte nyfeminister på Berkeley University i USA også at bruge dagen til at slås for ligeret.

* Med den nye kvindebevægelse blev 8. marts-traditionen genoptaget. I FN's kvindeår i 1975 blev dagen officielt udnævnt til at være kvindernes internationale kampdag.

* Det betyder, at FN siden 1975 har opfordret verdens nationer til at markere dagen.

* I 2017 mener 75 procent af de adspurgte i en global rundspørge, at kvinder fortsat lider under både social, politisk og økonomisk ulighed. Rundspørgen er udført af det britiske analyseinstitut Ipsos Mori.

* Og i Danmark viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik, at andelen af folkevalgte kvinder i både Folketinget, regeringen, byråd og regioner fortsat er i undertal.

Kilder: denstoredanske.dk, danmarkshistorien.dk og Reuters.

/ritzau/