Det er et deprimerende facit, som de seneste tal fra Danmark Statistik viser, mener formanden for FOA, Dennis Kristensen.
Ifølge Danmarks Statistik er der nemlig fra 2010-2016 kommet 57.000 færre ufaglærte og erhvervsuddannede i det offentlige. Samtidig er antallet af ansatte med en lang videregående uddannelse steget med mere end 22.000.
Eller kort og godt som Dennis Kristensen siger:
- Der er kommet færre varme hænder og flere DJØF'ere.
Krisen brugt som stråmand
Ifølge Dennis Kristensen blev den økonomiske krise brugt som påskud til at skære i antallet af offentligt ansatte. Men nu, hvor krisen går på hæld, ruller de offentlige millioner endnu ikke tilbage i ældreplejen og børnepasningen.
- Det er en gordisk knude, hvor alle politiske partier taler om bedre velfærd, men hvor de har brugt finanskrisen som påskud til at sænke antallet af ansatte i den offentlige sektor, siger Dennis Kristensen.
At der er kommet flere universitetsuddannede i kommunerne, mens SOSU'er og pædagoger i stor stil er skåret fra, viser ifølge Dennis Kristensen, at det ikke handlede om en økonomisk krise. I stedet handlede det om en politisk omprioritering.
- Det viser, at det mere handlede om skatteopkrævning og en holdning til velfærd, end det handlede om, at vi var inde i en økonomisk krise. For ellers ville vi jo være i gang med at genoprette velfærden. Der er kommet færre varme hænder og mere administration og kontrol, siger han.
Det er især tydeligt i kommunerne, hvor der er kommet 6.300 nye til med lang videregående uddannelse, siger han. Samtidig mangler der klassiske varme hænder som SOSU-assistenter, mener han.
- I kommunerne er det ganske entydigt. Der er det fra varme til kolde hænder. Hende der står ansigt til ansigt med frøken Jensen på plejehjemmet er væk, mens der er kommet en ny rådgiver til borgmesteren inde på rådhuset, siger han.
Men er det ikke bare udtryk for en effektivisering, hvor velfærden kommer til at køre længere på literen?
- Nu er der det særlige ved kommunerne, at det i altoverskyggende grad er lønkroner, der fylder i budgettet. Derfor betyder en effektivisering de facto, at der bliver færre ansatte. Vi bliver ældre og lever længere, og derfor er der også flere, der får brug for ældreplejen i fremtiden. Det her betyder, at færre ansatte skal løbe hurtigere og løse flere opgaver, siger Dennis Kristensen.
FOA-formanden oplever, at de kommunalt ansatte er ved at kaste håndklædet i ringen.
- Det er selvfølgelig voldsomt provokerende for dem ude i virkeligheden, der løber så hurtigt, at se, hvordan der kommer flere og flere bag skrivebordene, som nørkler i regneark, siger han og uddyber:
- Vores velfærd er på vej til at blive erstattet med regneark i Excel. Det er det, der er så deprimerende. Kommunerne har været i økonomisk krise, men nu er i de gang med at forværre det ved at lave stillinger om, så der bare bliver fyldt regneark og A4-mapper op.