Det er blevet populært at benchmarke, når lande og byers indsatser skal måles mod hinanden i EU.
Samme metode har EU-Kommissionen nu forsøgt sig med for at finde de bedste kulturelle og kreative byer i Europa.
Og her klarer København sig særligt godt, fremgår det af et netop offentliggjort digitalt katalog.
Her man kan se, hvordan 168 byer i Europa måles på ni kulturelle og kreative dimensioner.
I en pressemeddelelse fremgår det endda, at den perfekte by i Europa har niendedel af København i sig, hvis man ser på, hvilke byer der klarer sig bedst på de ni dimensioner.
Det er "kvaliteten af regeringsførelsen", som man ville tage fra Danmark og tilføre den perfekte europæiske by.
Foruden København, ville den perfekte kulturelle europæiske by udgøres af Cork (Irland), Paris (Frankrig), Eindhoven (Holland), Umeå (Sverige), Leuven (Belgien), Glasgow (Storbritannien) og Utrecht (Holland), fremgår det af pressemeddelelsen.
De ni dimensioner, som byerne opgøres efter, samles også i tre kategorier, der omhandler grønt miljø, kulturel livlighed og kreativ økonomi.
I alle tre kategorier får København flotte placeringer og ender dermed som den næsthøjest placerede by i gruppen af "XL" byer. Der er 34 byer i gruppen.
Det er i kategorien kulturel livlighed, at København scorer højest med en førsteplads. Byen får en fjerdeplads på de to andre parametre.
Også Aarhus er med i opgørelsen over de kulturelle byer i Europa.
Danmarks næststørste by lander dog knap så flotte placeringer i sin gruppe ("L" byer), men ligger stadig lunt i svinget.
Det er igen den kulturelle livlighed som trækker op, hvor Aarhus ligger på en niendeplads i sin gruppe.
Det er meningen, at oversigten over de kulturelle byer i Europa skal udkomme hvert andet år.
Den skal være et værktøj for politikere, ngo'er og forskere, lyder det fra kommissionen.
/ritzau/