Netop nu er demonstranter i Thailand ved at tappe blod.
De rødskjortede regeringsmodstandere vil hælde blodet ud over den thailandske regeringsbygning som et symbolsk offer.
Demonstranterne er utilfredse med, at den nuværende premierminister Abhisit Vejjajiva i går afviste deres krav om at trække sig tilbage.
De vil have ham til at udskrive valg og overlade magten til den tidligere premierminister Thaksin, der blev kuppet af militæret i 2006 og lige nu befinder sig i eksil i Cambodia. Der har han gemt sig, siden en korruptionsskandale truede med at sende ham i fængsel i 2008.
Demonstranterne har varslet, at de i dag tirsdag vil samle, hvad der svarer til 2.000 halvliters drikkeflasker med blod.
Samtidig har de svoret, at lykkes det ikke at vælte premierministeren i dag, vil de også onsdag og torsdag samle 1.000 liter blod om dagen og hælde ud over premierministerens hjem og det ledende partis hovedkvarter.
Siden Thaksin blev væltet, har Thailand været præget af en stadigt mere ulmende politisk uro.