Minearbejdere i det nordøstlige Sydafrika har afsluttet en seks uger lang strejke, efter at mineselskabet er gået med til en lønforhøjelse på 26 procent.
Mange andre af Sydafrikas minearbejdere er også vendt tilbage til arbejdet i de seneste dage efter en omfattende strejke, der har vakt international opmærksomhed. Men der er fortsat stærke spændinger og arbejdsnedlæggelser.
- Sikkerhedsofficerer har skudt og dræbt to strejkende minearbejdere i den nordøstlige del af landet, siger politiet, som er ved at undersøge forløbet.
I Dundee er der samtidig meldinger om gadekampe mellem politi og strejkende minearbejdere.
- Vold og trusler må indstilles nu, siger den sydafrikanske præsident, Jacok Zuma, der torsdag appellerede til de strejkende om at finde frem til et acceptabelt forlig.
72 minearbejdere fra guldminen KDC Kloof blev anholdt efter voldsomme protester nær Johannesburg i midten af oktober, og det kom til flere voldelige konfrontationer, hvor politiet anvendte gummikugler og chokgranater mod rasende demonstranter.
Afrikas største økonomi har været under stærkt pres, efter at op imod 100.000 industriarbejdere, de fleste i minebranchen, siden august gentagne gange ulovligt har nedlagt arbejdet med krav om mere løn.
Over 50 mennesker er blevet dræbt under uroligheder i forbindelse med konflikten. På en enkelt dag i august blev 34 mennesker dræbt af politiet under uroligheder ved en strejkeramt platinmine i Marikana, hvilket rystede investorers tillid til udviklingen i landet.
/ritzau/Reuters