Debatindlæg Debat: Gør vi nok for at holde arbejdspladser på europæiske hænder?

Johan Moesgaard er EU-chef i Dansk Metal. Han har en baggrund i forskellige danske erhvervsorganisationer og har tidligere arbejdet i Bruxelles ad flere omgange. Siden 2017 har han været ansat som ekstern lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

”Det bedste tidspunkt at plante et træ var for 20 år siden. Det næstbedste tidspunkt er nu”.

Sådan lyder et gammelt, kinesisk ordsprog. Kinesiske citater kan til tider virke lidt besynderlige, men når det gælder de globale spændinger mellem Europa, Kina og USA, så rammer dette citat plet.

Når danskerne går til EU-valg, sker det nemlig i skyggen af et globalt kapløb om arbejdspladser, som netop i disse år tager fart. Her gør USA og Kina alt, hvad de kan, for at sætte sig på de vigtige arbejdspladser, på teknologi og på viden. De har, så at sige, allerede plantet et træ. Spørgsmålet er, hvornår Danmark og Europa for alvor melder sig på banen?

Lad os se på situationen. Kina fremlagde i 2015 en plan: ”Made in China 2025”. Ambitionen er helt klar. Kina vil være verdensførende inden for fremtidens arbejdspladser og hive strategisk produktion hjem til Kina. Gerne med massiv  statsstøtte. Det er eksempelvis inden for områder, hvor vi har stærke danske styrkepositioner, såsom vedvarende energi, robotter, skibsfart og biotek. Tænkt blot på, hvor mange gode arbejdspladser vi i Danmark har hos fx Vestas, Grundfos, Danfoss, Mærsk og i robotklyngen på Fyn.

Indtil videre er det mest synlige resultat, at Kina har brugt et stort antal statskroner på at hive europæiske arbejdspladser inden for solceller hjem til Kina. Spørgsmålet er hvilken sektor, der næste gang står for tur?

Det er dog ikke kun Kina der tager del i det globale kapløb. I USA ser vi ligeledes en præsident der, både i tale og handling, vil trække industri hjem til USA med så godt som alle midler – herunder ved at trække protektionistiske redskaber op af værktøjskassen. Udfordringer er der altså nok af for Danmark, hvis vi vil holde arbejdspladser på danske og europæiske hænder

Nogle påstår hårdnakket, at Danmark kan klare alle udfordringer selv – helt uden EU og internationale institutioner. Også når det gælder kampen mod stormagter som Kina og USA. Når det gælder kampen for at bevare arbejdspladser i Europa, så tyder alt dog på, at EU er nøglen til at holde produktion på danske og europæiske hænder. 

Vender vi tilbage til det kinesiske ordsprog, så plantede EU faktisk et træ for over 20 år siden. Det vi populært kalder EU’s indre marked. I dag er 600.000 danske arbejdspladser knyttet til eksport til EU’s indre marked, der eksempelvis sørger for, at vi frit kan handle landene imellem i EU. Det indre marked er dermed en væsentlig årsag til velfærd og velstand for danske lønmodtagere. Derfor ser vi også, at kun én ud af 50 tillidsfolk i Dansk Metal ser det indre marked som negativt for netop deres arbejdsplads. Men er det indre marked tilstrækkeligt i dag?

Det spørgsmål har Tyskland og Frankrig besvaret ved, at foreslå en storstilet plan i EU for undgå, at industri og arbejdspladser fosser ud af Europa. Det er en omgang blandede bolsjer. På den ene side er ambitionen helt rigtig, og diagnosen korrekt. På den anden side skal vi selvfølgelig passe på, at nye initiativer ikke underminerer de dele af EU’s konkurrencepolitik og indre marked, som fungerer godt for lønmodtagerne i dag.

Flere forudser, at diskussionen om en samlet europæisk industristrategi bliver et brandvarmt emne for den nye Europa-Kommission. Derfor er der al mulig grund til, at de danske EU-politikere melder sig ind i kampen for at holde arbejdspladser i Europa – så en kommende industristrategi får gode, danske aftryk. Det er i gode tider, man skal så frøene til fremtiden. Det vil være ærgerligt, hvis vi om 20 år kan ærgre os over, at vi ikke plantede et træ i tide.

Dette er et debat-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

via Listen To News