Der er stor forskel på, hvor mange penge danskerne fra forskellige samfundslag har på kistebunden, skriver Ugebrevet A4.
Nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af officielle tal viser, at de rigeste 10 procent af danskerne i gennemsnit ejer 47,3 procent af den samlede nettoformue i Danmark.
Til sammenligning ejer de fattigste 50 procent af danskerne kun 5 procent af den samlede nettoformue. Nettoformuen er blandt andet værdier som boliger, biler og aktier fratrukket gæld.
Forkert prioritering
Uligheden i fordelingen af værdierne kan meget vel blive større i de kommende år. Det vurderer analysechef Jonas Schytz Juul fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Han peger på, at flere elementer i regeringens forslag til en vækstpakke og finansloven for 2018 vil øge uligheden.
- Det er en forkert prioritering, at man vælger at give skattelettelser til dem, som har de største formuer og indkomster. Det gør man både med den lavere aktieavance-beskatning, og når man vil fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget. Det er klart, at det vil være med til at skabe mere ulighed, siger Jonas Schytz Juul til Ugebrevet A4.
Fra millioner til negativ formue
Ifølge de nye beregninger fra AE har de 10 procent rigeste danskere nu i gennemsnit en formue på 5,4 millioner kroner.
De ti procent fattigste derimod skylder mere væk, end de ejer. De har i gennemsnit en såkaldt negativ nettoformue på 376.000 kroner.
Både Socialdemokratiet og SF frygter, at flere tiltag i regeringens udspil til en vækstpakke og i den kommende finanslov vil forøge uligheden.
Regeringen vil ud over at fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget også indføre nye fordelagtige aktiesparekontoer og sænke registreringsafgiften på biler.
- Regeringen er optaget af at føre klassekamp, men på den omvendte måde, end vi er. Det er helt åbenlyst dem, som i forvejen har mest, der også skal have de største fordele, siger SF's finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen.
LA forsvarer
Fra regeringspartiet Liberal Alliance lyder helt andre toner. Partiets finansordfører Joachim B. Olsen forsvarer gerne skattelettelser og regeringens øvrige tiltag.
- Det er en god ting i landet med verdens højeste skattetryk, at mennesker i arbejde, som skaber velstand og værdi for samfundet, kan beholde lidt flere af de penge, som de selv har tjent, siger Joachim B. Olsen til Ugebrevet A4 og tilføjer:
- Dermed ansporer man dem til at arbejde lidt mere.