Der er dem på første klasse, og så er der dem som er mindst en klasse over.
Sådan synes det at være for Norwegian Cruise Line. Det norske selskab, som sender folk ud på krydstogter på verdenshavene, har lagt et nyt niveau ind i opdelingen af passagerer.
Det skriver The New York Times om i dets lørdagsudgave.
Den hæderkronede amerikanske avis indleder artiklen "In an Age of Privilege, Not Everyone Is in the Same Boat" med ordene "Bag en låst dør ombord på Norwegian Cruise Lines nyeste skib er der en verden, de fleste af skibets 4.200 passagerer aldrig får at se. Og det er præcis pointen".
Slipper for at støde på almindelige mennesker
Norwegian Cruise Line sætter, som flere andre virksomheder rundt om i verden, en ny kurs for, hvad der skal til for at lokke de virkeligt rige om bord. Mangemillionærerne kan - ved at betale ekstra - slippe for ikke kun de fattige, men også almindelige middelklasseborgere og småvelhavere.
Således skriver selskabet MyCruise.com om skibet "Norwegian Escape" blandt andet: "Er du mere til afslapning og luksus, tilbyder Norwegian Escape også mere luksuriøse rammer. Booker du fx et af skibets The Haven suites, får du adgang til det mere rolige og private The Haven område, hvor bl.a. en butler står til rådighed for dig 24 timer i døgnet."
Gå i bad på flyet
Det er også en trend som rammer de noget højere luftlag.
Således havde flyselskabet Emirates Jennifer Aniston (se reklamen her) i hovedrollen, da selskabet sidste år reklamerede for deres A380 First Class-fly, som ud over bar, masser plads og høj service også har suiter og badefaciliteter.
Det står ikke kun i kraftig kontrast til niveauet hos flyselskaber som Ryanair og Norwegian, men også i kontrast til det som er almindeligt kendt som første klasse på et fly.
Betaler for at få Disney World helt alene
Emirates bejler således til de superrige, som ikke bare vil nøjes, men som har pengene til netop at undgå de "almindeligt" rige på første klasse.
Tendensen ses også i blandt andet forlystelsesparker. For eksempel er Disney World begyndt med specielle arrangementer for folk der vil betale ekstra. De kan ikke bare betale sig fra at springe køen over. Nej, de kan få deres helt eget show - eller blive lukket ind uden for normal åbningstid.