De Radikale trækker en streg i sandet og siger stop til regeringens forslag om, at børn i børnehaveklasser på udvalgte skoler skal bestå en danskprøve for at rykke op i 1. klasse.
- Idéen om at indføre stopprøver i børnehaveklassen kan ikke blive til noget, for det vil vi ikke være med til.
- Vi er stolte af et skolesystem, der bygger børnene op til at tænke selvstændigt og turde sige deres mening, det, mener vi, er truet af regeringens testmani, siger De Radikales leder, Morten Østergaard.
Regeringens forslag om stopprøver er en del af regeringens udspil mod parallelsamfund.
Området er dog forligsbelagt, og derfor kan forslaget ikke gennemføres uden om forligskredsen, som De Radikale har været en del af siden folkeskolereformen i 2013.
Morten Østergaard er ikke nervøs for, at regeringen ligefrem vil opsige forliget for at gennemføre forslaget.
- Det berettiger sagen ikke til. Vi kan fortsat diskutere, hvordan vi kan hjælpe de børn, der har brug for at blive bedre til dansk. Vi er åben for at lave sprogscreeninger og andet, der kan identificere problemerne, siger Morten Østergaard.
I øjeblikket pågår der politiske forhandlinger om skolerne i de regeringsudpegede parallelsamfund. Her er der på nogle skoler en større forskel i niveauet mellem elever med dansk og anden etnisk herkomst.
Regeringens tanke er at målrette stopprøver mod de skoler, hvor over 30 procent af eleverne bor i et socialt belastet boligområde. Det drejer sig ifølge Undervisningsministeriet om cirka 1600 elever.
I stedet vil De Radikale sætte ind på en anden måde.
- Det første og vigtige skridt er, at vi får flere blandede skoler og daginstitutioner, så børn med de samme type udfordringer ikke går samme sted, siger Morten Østergaard og foreslår blandt andet flere pædagoger i daginstitutionerne.
Den idé bakker undervisningsminister Merete Riisager (LA) dog ikke op om.
- Det vil i så fald være at gøre det samme, som man har gjort i 30 år. Det vil ikke være en løsning, siger ministeren.
Hun anerkender, at der med De Radikales udmelding ikke er opbakning i forligskredsen. Men ministeren vil ikke opgive tanken om stopprøver.
- Som udgangspunkt kan man ikke gøre det uden forligskredsens opbakning, men det er et ansvar, som vi er meget optaget af at løse i regeringen, og derfor vil vi selvfølgelig appellere til, at alle partier bakker op, fordi der er brug for et stilskift på det her område, siger hun.
/ritzau/