Dansk Boldspil-Union (DBU) blev udsat for ultimative krav fra Spillerforeningen til sidst i parternes forhandlingsforløb, der strandede natten til lørdag.
Det oplyser DBU-direktør Claus Bretton-Meyer, der fortæller om mange møder mellem parterne - heraf 16 lange møder i løbet af den seneste måned.
- Vi oplevede, at Spillerforeningen stillede ultimative krav lige før deadline, siger direktøren til dbu.dk.
- Blandt andet krævede Spillerforeningen, at DBU ikke vil støtte Divisionsforeningen i overenskomstrelaterede sager med Spillerforeningen.
- Da Divisionsforeningen som bekendt jo er et af DBU’s to medlemmer, vil det være helt unaturligt, at DBU ikke har mulighed for støtte Divisionsforeningen.
- Det ville svare til, at DBU krævede, at LO og Spillerforeningen ikke måtte samarbejde, hvis der var en konflikt i dansk fodbold. Det giver ingen mening, siger direktøren.
Claus Bretton-Meyer oplyser også, at Spillerforeningen kort før deadline 31. august lancerede et krav om, at DBU skal stå som arbejdsgiver for landsholdsspillerne i forsikringsforhold.
Dette punkt var også en del af konflikten i fjor mellem kvindelandsholdsspillerne, Spillerforeningen og DBU.
- Vi er ikke - og har aldrig været - arbejdsgiver for landsholdsspillere, der jo er ansat i de klubber, de spiller i. Hvis vi skal være arbejdsgiver vil det skabe uklarheder i forhold til klubberne og også medføre en masse nye udgifter, der vil gå ud over både DBU og organiseret idræt i Danmark.
Konflikten mellem spillerne og DBU eskalerede i weekenden, efter at DBU havde sat 31. august som deadline for en aftale.
Derfor meddelte DBU lørdag, at forhandlingerne var indstillet, og unionen tilbød spillerne en midlertidig aftale til at gennemføre de to kommende landskampe.
Spillerne fik til søndag aften klokken 18 til at meddele, om de mødte op i landsholdslejren eller ej.
Søndag tilbød spillerne at stille op, hvis man forlængede den tidligere aftale.
Det svar anså DBU som et afbud til fodboldkampene, og DBU meddelte, at man ville forsøge at finde en alternativ landsholdstrup til kampene mod Slovakiet og Wales.
/ritzau/