For præcist en måned siden kom der rædselsfulde billeder ud fra Bergamo, den by i Italien, som er hårdest ramt af corona-krisen:
Mindst ti militærlastbiler kørte i langsom kortege ud af byen – i ordets egentlige forstand læsset med dusinvis af kister med ofre for den forbandede virus. Bergamo, en by på størrelse med Aalborg, kunne simpelthen ikke længere begrave dets egne.
Giorgio Gori, byens borgmester, fortalte i et desperat interview med den lokale avis, at selv om byens krematorium arbejdede på fuld kraft i alle døgnets timer, så kunne det kun nå at kremere 25 lig om dagen. Nabobyer blev bedt om at hjælpe. Hjerteskærende.
Når jeg i dag ser, hvor let mange danskere lige pludselig tager på corona-krisen og siger "Vorherrebevares" og "så slem er corona jo ikke: se hvor få, der dør" og "slap nu af" og "prisen for et menneskeliv må heller ikke blive for højt", ja, så siger jeg:
Hvad i alverden bilder I jer egentligt ind?
Har I overhovedet ingen respekt for, at de beslutninger, der blev truffet af regeringen og myndighederne, har betydet, at vi fortsat er Danmark og ikke Bergamo?
For forestil dig bare et øjeblik, at Mette Frederiksen & Co havde tøvet med at lukke Danmark ned? Og overvej lige, hvordan Danmark kunne have set ud i dag, hvis regeringen og myndighederne havde taget let på den pandemi, der trak op?
Dusinvis af lig ud af København
Lad mig bare prøve at skitsere, hvordan vi i dag kunne have haft det, hvis vi havde været ramt lige så hårdt som Italien i al almindelighed og Bergamo i særdeleshed:
Vi ville vågne op til en morgen, hvor TV2 News kunne vise optagelser af militærkøretøjer, som fragtede dusinvis af lig ud af for eksempel København, fordi hovedstadens bedemænd ikke kunne følge med.
Vi ville på facebook se hjerteskærende videoer, som desperate og udmattede læger og sygeplejersker optog på deres iPhones inde på kaotiske hospitaler, mens de forrykt ville fortælle om, at de måtte lade ældre dø uden behandling for at hjælpe yngre.
Vi ville i aviserne deprimeres over at se side op og side ned med dødsannoncer – for hvis det var gået lige så slemt i Danmark som i Lombardiet, den region, som Bergamo er placeret, så ville det danske dødstal være tæt på 7.000. Ikke 336 som nu!
Vi ville ikke have så meget som et sekunds debat om, hvornår vi skulle genåbne vores erhvervsliv, vores skoler, vores frisører og al den anden form for luksusdiskussioner, som vi heldigvis har lige nu – for vi ville med rette være panisk angste.
I dag er det, som om at alt for mange bare trækker på skuldrene og siger "var det virkeligt alt; var det ikke farligere?", og "var det prisen værd at lukke så meget ned, når så få endte med at dø?" Det er udtryk for en usigelig grad af uvidenhed og lethed at sige den slags.
Dengang for godt en måned siden, da regeringen lukkede Danmark ned, skete det, fordi den kunne se, at corona kunne ende med at slå frygteligt mange mennesker ihjel, smadre vores sundhedssystem og ødelægge vores økonomi og derved vores samfund.
Mette Frederiksen forklarede, at der blev lukket ned, fordi vi på den måde – forhåbentlig – kunne holde os på den grønne kurve, hvor antallet af nye tilfælde blev fladet ud over tid, så vi kunne følge med, og ikke den røde, hvor vi ville kollapse.
Hurtig nedlukning virkede
Regeringen brugte også en utrolig stærk italiensk graf, der viste, hvor forskelligt to byer i Lombardiet – henholdsvis Bergamo og Lodi – havde klaret sig gennem krisen:
Lodi, sydøst for Milano, havde lukket ned den 23. februar, mens Bergamo, nordøst for Milano, havde ventet to yderligere uger til den 8. marts. To uger efter, at Lodi lukkede ned, begyndte deres kurve at flade ud, mens Bergamos blev ved med at stige dramatisk. Hurtig nedlukning virkede!
Derfor sagde den danske regering, at det var afgørende, at vi blev til Lodi i stedet for Bergamo – og derfor lukkede den benhårdt ned, hurtigt og resolut.
I dag kan vi konstatere, at vi hverken blev til Italien, Bergamo eller Lodi.
Vi er nemlig stadig Danmark.
Og det er vi kun af eneste årsag:
Fordi der blev truffet politiske beslutninger i tide, som betyder, at vi i dag kan konstatere, at der er styre på krisen her i landet, og at vi derfor langsomt, stille og roligt kan begynde at åbne vores samfund.
Stort tak for det!