Nej, David Trads, der var bestemt ikke tale om selviscenesættelse, da Dansk Folkeparti onsdag aften tilfældigvis ankom på det helt rigtige tidspunkt i forhold til at få budskabet om vores stillingtagen til familie- og forbrugerminister Lars Barfoed ud i medierne. Sandheden er nemlig, at vi helst havde undværet enhver opmærksomhed om denne sag, fordi vi tager VOK-samarbejdet alvorligt.
Når vi valgte at sige, at vi ikke længere kunne støtte Lars Barfoed, var det udtryk for et ønske om at redde regeringens troværdighed ? og dermed VOK-samarbejdets fortsatte eksistens. Såvel Rigsrevisionens rapport som statsrevisorernes bemærkninger pegede på så alvorlige mangler, at Lars Barfoed umuligt kunne blive siddende med æren i behold. Men det var også udtryk for, at nogen måtte tage et initiativ i fraværet af handling fra statsminister Anders Fogh Rasmussens og Bendt Bendtsens side.
David Trads anklager DF for selv at have stået bag hele politikken på fødevareområdet og hævder, at vi dermed også burde tage et ansvar. Nu er Dansk Folkeparti altså stadig ikke en del af regeringen - vi er derimod en menig del af Folketinget, som af Lars Barfoed blandt andet er blevet vildledt med forkerte oplysninger.
Men ansvar er lige præcis, hvad vi har taget. Vores beslutning er udtryk for, at en enkelt minister ikke skal have lov at stå i vejen for VOK-samarbejdet.