Socialdemokratiske David Trads har ikke fået nok personlige stemmer i Nordsjællands Storkreds til at blive valgt ind i Folketinget.
Det oplyser han på sin Twitter-profil.
- Stemmerne er talt op i hele Nordsjælland - og jeg blev ikke valgt. Det er jeg selvsagt ked af, skriver han.
David Trads fik 2779 personlige stemmer, og det var altså ikke nok til en plads i Folketinget.
Trads må se sig overhalet af partifællerne Maria Gudme, Henrik Møller, Rasmus Stoklund og Nick Hækkerup.
Hækkerup blev partiets topscorer i kredsen med 11.016 personlige stemmer. Det svarer til tredjeflest.
David Trads har gennem årene markeret sig som en skarp debattør, og han har blandt andet kritiseret Socialdemokratiets samarbejde med Dansk Folkeparti.
Han har tidligere været medlem af Socialdemokratiets ungdomsafdeling, DSU.
Han forsøgte tilbage i 2004 at blive folketingskandidat for Socialdemokratiet i Skanderborg, men tabte til den senere miljøminister Kirsten Brosbøl.
David Trads begyndte sin journalistiske karriere på Jyllands-Posten, og han har siden haft ledende stillinger hos DR, Information og Metroxpress, inden han blev chefredaktør for den nu hedengangne Nyhedsavisen.
Senest har han arbejdet som debatskribent for Politiken.
Han har også skrevet flere bøger, blandt andet "Danskerne først - en historie om Dansk Folkeparti".
Også en anden journalist forsøgte sig ved folketingsvalget for første gang. Den tidligere chefredaktør på Berlingske og Rusland-kender Anna Libak stillede op for Venstre i samme kreds som David Trads.
Men hende lykkedes det heller ikke for.
Hun fik 6260 personlige stemmer, men det rakte ikke til en plads, da hun blev overgået af forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).
/ritzau/