Det er ikke mindst de tre nye danske spilleres fortjeneste, at Rosenborg efter tre kampe i den nye Tippeliga-sæson står med maksimumpoint og en målscore på 9-0.
Nicki Bille Nielsen, Tobias Mikkelsen og Mike Jensen får i hvert fald masser af ros af træner Per Joar Hansen.
- Tobias er en klassisk wing, Nicki har en vanvittig entusiasme i sit spil og er en måltyv, og Mike Jensen er blevet vores midtbanegeneral. Han har en meget god pasningsfod.
- Alle tre er blevet vældigt vigtige for os, siger Hansen til NRK.
Senest i søndagens 4-0-sejr gjorde danskerne sig igen bemærket med mål af Nicki Bille Nielsen og Tobias Mikkelsen.
Men sidstnævnte mener, at det kan blive endnu bedre for Trondheim-klubben.
- Vi har ikke set det bedste af Rosenborg BK endnu. Mange spiller er ikke helt i topform, siger han til NRK og giver udtryk for, at han trives godt i sine nye omgivelser.
Rosenborg har de to seneste sæsoner måttet se Ole Gunnar Solskjærs Molde løbe med det norske mesterskab, men de forsvarende mestre er kommet rigtigt skidt fra start i denne sæson.
Det er blevet til tre nederlag af tre mulige, og dermed har Rosenborg altså allerede nu et forspring på ni point til den formodet værste titelkonkurrent.
/ritzau/