Realkredit Danmarks kunder har nu taget stilling til, om de vil fortsætte med deres hidtidige lån eller skifte til et andet.
Og tendensen er klar. Langt flere end tidligere har valgt at skifte sit et-årige flexlån, F1-lån, ud med et flexlån på enten tre eller fem år.
F3- og F5-lånene opsuger således omkring 90 procent af bevægelsen væk fra F1-lånene inden Realkredit Danmarks såkaldte refinansieringsauktion, hvor låntagerne skal have fastsat ny rente.
- Det viser, at danskerne i højere grad end tidligere vil have større sikkerhed i deres økonomi. Der er langt flere låntagere end tidligere, der har valgt at binde renten for en længere periode, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.
Der har været markant mere aktivitet inden auktionen i år i forhold til tidligere år.
Flere end 20.000 boligejere og virksomheder har således valgt at justere på profilen af deres flexlån op til auktionen, der starter den 19. november. I alt er der tale om lån for næsten 35 milliarder kroner, hvor der er foretaget et profilskifte, oplyser Realkredit Danmark.
Sammenlignet med bevægelserne i lånomlægninger op til auktionen i 2011 er der tale om en markant adfærdsændring hos de danskerne.
I 2011 var der en nettobevægelse ind i F1-lånet på 1,6 milliarder kroner. Dermed øgede danskerne deres risikoeksponering i 2011.
Christian Hilligsøe Heing glæder sig over, at låntagerne er blevet mere forsigtige i år:
- I de senere år har også vi set, at renterne har været rekordlave på daværende tidspunkt, og rådgivningsbudskaberne har været omtrent de samme. Så vi er positivt overraskede over, at så mange låntagere denne gang har taget budskabet til sig.
/ritzau/