Tidligere sagde de fleste danskere nej tak til atomkraft.
Men nu siger et lille flertal af os alligevel ja tak, hvis det kan hjælpe til at nedbringe CO2-udslippet.
Det viser en måling i Berlingske Tidende.
I målingen siger 54 procent af os, at vi er helt eller overvejende positive over for at bruge kernekraft i kampen mod klimaforandringerne.
Så sent som i 2007 ville eksempelvis kun hver fjerde dansker acceptere import af strøm produceret på kernekraftværker.
"Nu er bekymringen for klimaet blevet så markant, at den overhaler modstanden mod atomkraftværker," siger Lars Kjerulf Petersen, seniorforsker i miljøsociologi.
Men danskerne får ikke atomkraft i stikkontakterne. Det slår regeringspartiet Venstres klimaordfører fast.
"Atomkraft er ikke på den danske dagsorden. Og det er det ikke, fordi vi tilbage i 70'erne og 80'erne traf andre beslutninger om at have central- og decentral kraftvarme i Danmark," siger Lars Christian Lilleholt til Nyhedsbureauet Newspaq.
Heller ikke i oppositionen vinder danskernes positive stemning over for atomkraft gehør.
"Vi kan slet ikke sætte atomkraftanlæg ind i vores elsystem. Vores elsystem er simpelt hen bygget op på en anden måde, så atomkraft ikke er relevant. Og så er det ikke vedvarende energi," siger Socialdemokraternes klimaordfører, Mette Gjerskov.
Atomkraft er "stærkt forurenende og CO2-udledende", tilføjer Enhedslistens Per Clausen.
"Samtidig er a-kraft ufatteligt dyrt, og der er et stort affaldsproblem, så efter min opfattelse er atomkraft ikke en af løsningen. Det er snarere en del af problemet."
Men i en række land tæt på Danmark: Finland, England, Polen og de baltiske lande, er de i gang med at bygge og planlægge nye atomkraftværker for at dæmpe CO2-udledningen.
Og nu hvor holdningen er under hastig forandring, bør debatten herhjemme genåbnes, mener politikere og flere eksperter:
"Danmark bør alliere sig med Sverige og Tyskland for at opføre et værk. Politikerne har nægtet at tale om det, men nu hvor stemningen i befolkningen synes at vende, bør politikerne følge trop," siger formand for Reel Energi Oplysning, Bertel Lohmann Andersen