Robotter bliver budt velkomne med åbne arme af industriteknikere, elektrikere, svejsere og andre produktionsmedarbejdere rundt om på landets virksomheder. De nye robotkolleger tager de tunge løft og gør arbejdet lidt nemmere.
Seks ud af ti danske lønmodtagere oplever, at robotter og ny teknologi erstatter rutineprægede arbejdsopgaver med nye og mere interessante arbejdsopgaver.
Det store flertal af lønmodtagere på det danske arbejdsmarked, nemlig otte ud af ti, mener også, at automatisering og digitalisering skaber et bedre arbejdsmiljø.
Det er Danmarks Statistik, der på vegne af LO har gennemført en stor undersøgelse blandt 5.107 danske lønmodtagere om deres syn på automatisering og digitalisering.
Godt hver anden dansker erklærer i undersøgelsen, at digitalisering og robotteknologi skaber nye job og bidrager til at holde på arbejdspladser. Og blandt lønmodtagere på det private arbejdsmarked mener 58 procent, at de nye teknologier skaber nye job.
Teknologibegejstret folkefærd
Formand for LO Lizette Risgaard er glad for, at det store flertal af lønmodtagerne oplever digitaliseringen og de mange nye robotter som en gevinst frem for en plagsom konkurrence.
- Undersøgelsen viser, at danskerne er et teknologibegejstret folkefærd, der ikke frygter robotter som hjælpere på fremtidens arbejdspladser. Tværtimod ved de godt, at det ikke er ny men derimod gammel teknologi, man skal frygte,’ siger hun.
Undersøgelsen viser også, at danske lønmodtagere har indset, at den nye digitale revolution på arbejdsmarkedet kræver mere efter- og videreuddannelse. 83 procent af lønmodtagerne erklærer i undersøgelsen, at automatisering og digitalisering kræver mere efteruddannelse, mens kun 4 procent er uenige.
Tre ud af fire ufaglærte mener, at robotternes indtog på danske arbejdspladser kræver, at de tager mere efteruddannelse for at klare sig.
Disruption i Hjørring
Mandag skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) sammen med regeringens Disruptionråd på besøg hos erhvervsskolen EUC Nord i Hjørring, for at diskutere, hvilke kompetencer der er brug for i fremtiden.
LO-formanden, der også er med i Disruptionrådet, vil præsentere den nye undersøgelse fra Danmarks Statistik for Lars Løkke med en klar advarsel til regeringen om at droppe nedskæringer på erhvervsskolerne.
Besparelser på erhvervsskolerne er gift for vores evne til at gribe de digitale muligheder.
- Danskerne ser et behov for mere efter- og videreuddannelse. Rationalet er, at hvis vi skal gribe mulighederne i ny teknologi, skal vi også vide, hvordan vi bruger den. Det kræver mere og bedre uddannelse gennem hele livet. Særligt for dem, hvor de mere rutineprægede opgaver i dag fylder meget. Maskiner og software vil i stigende grad udføre de opgaver i fremtiden, og der skal mere uddannelse til,’ siger Lizette Risgaard.
Besparelser er gift for erhvervsskoler
Hun er rigtig glad for, at der er et stort flertal af lønmodtagere uanset uddannelsesniveau eller branche, som ikke frygter robotterne, men samtidig kan se værdien af og nødvendigheden af mere uddannelse.
- Med den seneste trepartsaftale har vi sikret, at de, hvis job står over for at blive "disruptet", lettere kan omskoles, siger hun og fremhæver den nye omstillingsfond.
Men skal Danmark lykkes med at komme forlæns ind i fremtiden uden at lade nogen stå tilbage på perronen, skal der være langt mere fokus på at få langt flere unge ind på erhvervsskolerne og lære at bruge ny teknologi. I lyset af. at vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft. skal der ifølge LO penge op af lommen til uddannelse.
- Besparelser på erhvervsskolerne er gift for vores evne til at gribe de digitale og tekniske muligheder. Vi har tværtimod behov for investeringer. Dét er mit budskab på mødet i Disruptionrådet, fastslår Lizette Risgaard.
Hvor enig eller uenig er du i, at automatisering og digitalisering…
| Enig | Uenig |
… skaber nye job eller holder på arbejdspladserne i Danmark | 52 | 15 |
… erstatter rutineprægede arbejdsopgaver med nye og mere interessante arbejdsopgaver | 61 | 13 |
… giver bedre arbejdsprocesser | 68 | 7 |
… skaber bedre arbejdsmiljø | 81 | 5 |
Kilde: Danmarks Statistik for LO, september og oktober 2017. 5.107 danske løn- og dagpengemodtagere har deltaget i undersøgelsen. Andel i procent.