Danskerne er mest irriterede i trafikken

Danskerne er mest irriterede i trafikken, og 51 procent svarer, at det er fordi andre bilister ikke holder til højre. (Foto: Foto: Dennis Lehmann/arkiv/Scanpix)

En ny undersøgelser viser, at trafikken er det sted, hvor danskerne bliver mest irriterede på andre mennesker.

Man kan måske nikke genkendende til, at bandeordene sidder løsere, når man bevæger sig rundt i trafikken.

En undersøgelse lavet af Vejdirektoratet viser nemlig, at trafikken er det sted, hvor danskerne bliver mest irriterede på andre mennesker.

Faktisk irriterer trafikken langt flere af os mere end for eksempel køen i supermarkedet eller diskussioner med chefen eller ægtefællen.

- Når man bliver irriteret, så agerer man uhensigtsmæssigt og impulsivt. Det kan føre til, at man ikke tager nok hensyn og laver hasarderede overhalinger, siger Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Noget af det, der irriterer danskerne, er, når andre bilister ikke trækker ind til højre på motorvejen. Det svarer over halvdelen af de adspurgte i målingen.

- Når vi laver disse undersøgelser, så får vi igen og igen at vide, at folk bliver irriterede over, at andre bilister ikke holder til højre eller ikke holder afstand, siger Marianne Foldberg Steffensen.

Det er ikke første gang, at Vejdirektoratet laver målinger om, hvad der irriterer danskerne.

De seneste års undersøgelser viste samme tendens, og man har ikke været i stand til at nedbringe problemet. Men det er ifølge Vejdirektoratet muligt at gøre danskerne mere glade i trafikken.

- Det kræver en adfærdsændring. Det kan man gøre gennem kampagner, hvor man oplyser borgerne om problemet, og med bedre skiltning på vejene, siger Marianne Foldberg Steffensen.

Ifølge Vejdirektoratet er danskerne mere aggressive i trafikken end i nabolandene.

- Når vi snakker med bilister, der vender hjem fra ferie i Tyskland eller Sverige, siger de, at det ikke har været et problem i de lande. Så jeg vil sige, at det er et dansk problem, men jeg vil ikke udelukke, at det er et problem andre steder, siger Marianne Foldberg Steffensen.

Et andet irritationsmoment i trafikken er, når andre bilister ikke bruger blinklyset, enten til at skifte bane, eller når man skal dreje.

Målingen er gennemført i efteråret 2017.

FAKTA: Tal fra Vejdirektoratets undersøgelse

En undersøgelser fra Vejdirektoratet viser, at trafikken er det sted, hvor danskerne bliver mest irriterede.

Når vi bevæger os rundt i trafikken, irriterer det flere af danskerne end eksempelvis køen i supermarkedet eller diskussioner med chefen eller ægtefællen.

Det viser en måling fra Megafon gennemført for Vejdirektoratet i efteråret 2017.

* 40 procent bliver mest irriteret på andre i trafikken, mens 21 procent bliver irriteret i butikker, og 17 procent bliver irriteret, når de er på studiet eller på arbejdet. 15 procent bliver mest irriteret, når de er sammen med venner eller familie.

* 51 procent svarer, at de er mest irriterede over, at andre ikke holder til højre på motorvejen.

* 5 procent af de adspurgte i undersøgelsen svarer, at de er i tvivl om, om det er lovpligtigt at holde til højre, mens 95 procent svarer, at det er det.

* 89 procent af bilisterne mener, at de som regel opfører sig hensynsfuldt over for andre trafikanter, når de færdes på motorvejene. 

* Når det kommer til at vurdere medtrafikanterne, så mener kun 40 procent af de adspurgte bilister, at de andre er hensynsfulde.

Kilder: Vejdirektoratet.

/ritzau/