Lægemiddelstyrelsen slår alarm. Danskere går amok i ulovlig import af lægemidler. Og vi vil gerne have noget, der kan sætte fut i soveværelset.
2012 blev rekordår for fangst af pille-pakker fra udlandet. Hele 8.174 gange stoppede Postdanmark og Skat en pakke i tolden, hvis indhold var ulovlig, udenlandsk medicin. Det skriver Lægemiddelstyrelsen på sin hjemmeside.
Styrelsen foretog en måling af pakkernes indhold i ugerne 31-52 sidste år. Her blev der stoppet 2.831 pakker, og 928 af dem indeholdt ulovlige sex-medicin.
Det var blandt andet produkter med navne som Sildenafil og Kamagra, der dukkede op, da indholdet blev rystet ud. Pillerne lignede til forveksling de små, blå trekantede Viagra-piller.
Det kan være noget farligt stads at købe uoriginale potensmidler, advarer Lægemiddelstyrelsen.