Selv om Danmarks indbyggere ifølge en ny rapport er rigtig gode til engelsk, så må danskerne samtidig tage til takke med en sidsteplads i den interne skandinaviske duel på engelskkundskaber.
Det fremgår af en omfattende rapport, som den internationale uddannelsesorganisation EF Education First har udgivet. Den kortlægger, hvor gode indbyggerne i ikke-engelsksprogede lande er til engelsk.
I alt 88 lande er med i undersøgelsen. Danmark indtager femtepladsen og ligger i den øverste kategori, der hedder "meget høj færdighed".
Naboerne fra Sverige ligger på førstepladsen. Herefter følger Holland og Singapore, mens Norge indtager fjerdepladsen lige foran Danmark.
Af de øvrige nordiske lande ligger Finland på ottendepladsen, mens Island ikke er en del af undersøgelsen.
Da rapporten blev udgivet sidste år, lå Danmark på tredjepladsen. Og faktisk er Danmark det europæiske land, hvor indbyggernes evner er faldet mest i forhold til deres score i rapporten fra 2017.
I alt 1,3 millioner personer har deltaget i undersøgelsen for 2018.
Den viser blandt andet også, at kvinder er bedre til engelsk end mænd.
Blandt testpersonerne, der er i 20'erne, er det den ældre halvdel, der er bedst til engelsk. Personer i aldrene 26-30 år er således en smule bedre til engelsk end dem på 21-25 år. De toppes dog af gruppen på 18-20 år.
Europa indtager en relativt suveræn førsteplads i den interne konkurrence om, hvilken af undersøgelsens regioner der taler bedst engelsk.
Europa er nummer et foran Asien, Afrika, Latinamerika og Mellemøsten. I alt er otte europæiske lande i top-10.
I den tunge ende af listen ligger Libyen, hvis indbyggere er dårligst til engelsk af de deltagende lande. Lige foran Libyen ligger Irak, Usbekistan, Cambodja, Afghanistan og Saudi-Arabien.
/ritzau/