Risikoen for at udvikle en spiseforstyrrelse er omtrent dobbelt så stor for etniske danskere end for første- eller andengenerationsindvandrere.
Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en undersøgelse fra Aarhus Universitet.
Forskere har set nærmere på 1.184.205 personer født i Danmark mellem 1984 og 2002. Af de etniske danskere i undersøgelsen udviklede 0,8 procent en spiseforstyrrelse, mens tallet for indvandrere var 0,4 procent.
Studiet overrasker, mener Carsten Bøcker Pedersen, professor ved Aarhus Universitet.
- Fordi første- og andengenerationsindvandrere ellers er overrepræsenteret inden for mange andre psykiske sygdomme som for eksempel skizofreni.
- Det har en af vores tidligere undersøgelser vist, siger han til Jyllands-Posten.
Carsten Bøcker Pedersen står sammen med en gruppe forskere bag undersøgelsen, hvis formål var at undersøge de socialkulturelle baggrunde blandt unge med anoreksi, bulimi eller overspisning.
Undersøgelsen blev også lavet i Sverige med samme udfald som det danske.
Hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade ser man heller ikke mange indvandrere.
- Om der rent faktisk er færre med spiseforstyrrelser blandt de unge med anden etnisk baggrund end dansk, er svært at sige, siger generalsekretæren i foreningen, Steen Andersen, til Jyllands-Posten.
- Vores erfaring er, at spiseforstyrrelser ikke altid bliver anset som en acceptabel sygdom på samme måde, som de gør blandt etniske danskere, tilføjer han.
/ritzau/