Danskere ligegade med restaurant-overenskomster: "Det er bekymrende"

Danskerne har et blandet forhold til, om overenskomst på restauranter betyder noget. Det truer den danske model. Det mener 3F, som bakkes op af arbejdsmarkedsforsker, der kalder nye tal for "bekymrende".
John Frederiksen, der er næstformand i 3F Privat service, Hotel og Restauration, er skuffet over Kim Christiansen, der er et fremtrædende medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, som han mener underminerer den danske model.
John Frederiksen, der er næstformand i 3F Privat service, Hotel og Restauration, er skuffet over Kim Christiansen, der er et fremtrædende medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, som han mener underminerer den danske model. Foto: 3F

Et flertal af danskerne interesserer sig ikke for, om der er overenskomster på de restauranter, som de spiser på.

Det viser en undersøgelse, som Wilke har lavet på vegne af Avisen.dk. 43,9 procent svarer nej på spørgsmålet, om det betyder noget for deres valg af restaurant, om de ansatte på restauranten har en overenskomst.

Blandt dem, der svarer ja på spørgsmålet, ligger andelen på 42,6 procent, men 13,5 procent svarer ved ikke.

Det store antal nej-sigere bekymrer professor og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet Bent Greve.

- Det er bekymrende, fordi vi godt ved, at der er mange i den her sektor, der går til lav løn, og som er underbetalte, fordi de ikke kender overenskomsten. Dels er det også et område, hvor vi har set en del sort arbejde, hvor der ikke bliver betalt skat, siger han og fortsætter:

- Derfor er det vigtigt, at hvis folk er opmærksomme på, at der er ordnede forhold, så er der heller ikke sort økonomi, for så er der ordentlige indberetninger til skat og formentligt også orden i alle mulige andre forhold, hvor der kan være kan være problemer, siger Bent Greve.

Folketingsmedlem Kim Christiansen driver en restaurant i Mariager, som ikke har overenskomst. DF-profilen har ikke behov for en overenskomst. Læs hvorfor i interviewet her.

Ligegyldighed truer den danske model

Hos 3F anerkender man problemet i, at den største andel af danskerne tilsyneladende ikke interesserer sig for, om der er overenskomster på de restauranter, man spiser på. Det fortæller John Frederiksen, der næstformand i 3F Privat service, Hotel og Restauration.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Jeg synes, det er skuffende, fordi jeg går ud fra, at størstedelen af befolkningen, som selv er på en arbejdsplads, hvor forholdene er i orden, også forventer, at forholdene også er det for andre på de steder, hvor de går ud og spiser, siger han og fortsætter:

- Problemet er, at det ikke gør det nemmere at fastholde de gode steder og restauratører, hvis der ikke er opbakning til overenskomsterne og den danske model. Så er det klart, at der er en fare for, at systemet skrider. Konsekvensen er, at så ryger de gode løn- og arbejdsforhold, som vi har fået kæmpet os til, siger John Frederiksen fra 3F.

På Roskilde Universitet efterlyser arbejdsmarkedsforsker Bent Greve initiativer, der kan få folk til at støtte op om overenskomstsystemet og den danske model.

- Det ville være godt, hvis der var flere, som kunne se, at det her er et problem, man skal tage alvorligt, fordi der kan være nogle negative afledte virkninger, siger han.

- Man skal oplyse folk om, at det skal de være opmærksomme på. Man kan ikke tvinge folk til at gøre det, men det bedste vil være, at man fik restauranterne til at skrive på deres hjemmeside, at de har en overenskomst, siger Bent Greve.

Han nævner en form for mærkning, som man også ser det i byggeriet, hvor håndværksmestre kan tilmelde sig Dansk Byggeris Byg Garanti-ordning, som forsikrer kunderne for 150.000 kroner i tilfælde af sjusk, fejl og mangler ved deres byggeprojekt.

Den idé falder i rigtig god jord hos 3F og John Frederiksen.

- Det er en skide god idé, og den har vi faktisk allerede sat i søen. Det er en hjemmeside, der hedder ”okforhold.dk”, som man også kan downloade som app, siger han og fortsætter:

- Hvis man eksempelvis står i Mariager og gerne vil ud og spise, så viser den mig de nærmeste restauranter, hvor der er overenskomst. Den bliver opdateret hele tiden med de nye overenskomster, som kommer ind, siger John Frederiksen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.