59-årige Kim Andersen er ny præsident i sejlsportens verdensorganisation, World Sailing.
Det blev en realitet efter sejr i kampvalget søndag ved organisationens generalforsamling i Barcelona, skriver Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.
Andersen skal passe posten i periode på fire år.
- Jeg takker for den støtte, jeg har modtaget, og jeg vil love at arbejde målrettet de næste fire år frem. Vi er nået langt inden for sejlsporten, men jeg er overbevist om, at vi kan gøre det endnu bedre.
- Mit fokus bliver at booste sejlsportens OL-status, at skabe global vækst for sporten samt at sikre større gennemsigtighed, siger Kim Andersen i sin takketale.
Sejren blev en kendsgerning efter to valgrunder.
I første runde opnåede Kim Andersen 44 stemmer mod 43 til den siddende præsident, Carlo Croce fra Italien. Der var 11 stemmer til den tredje kandidat, canadieren Paul Henderson, som herefter var ude af afstemningen.
I anden runde blev valget afgjort med 52 stemmer til Kim Andersen mod 46 til Carlo Croce.
/ritzau/