Dansker vinder kokke-VM - Skandinavien gør rent bord

Den danske kok Kenneth Toft-Hansenhar vundet kokkemesterskabet Bocuse d'Or i Lyon. Det er anden gang, at en dansker vinder. (Foto: Jean-Philippe Ksiazek/Ritzau Scanpix)

Køkkenchef Kenneth Toft-Hansen har onsdag vundet det uofficielle VM for kokke, Bocuse d'Or.

Den danske kok Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel har onsdag vundet Bocuse d'Or.

Og Skandinavien dominerede konkurrencen. Således indtog Sverige andenpladsen, mens nordmændene kan fejre bronze.

Bocuse d'Or bliver holdt i Lyon i Frankrig, og det betragtes som det uofficielle verdensmesterskab for kokke.

Det er anden gang, Danmark vinder. Første gang var i 2011, hvor Rasmus Kofoed, der er køkkenchef og medejer af restauranten Geranium, vandt.

Kofoed er Kenneth Toft-Hansens træner. Forud for årets mesterskab har de og holdet, der blandt andet består af assistent Christian Wellendorf, knoklet for at få alt til at gå op i en højere enhed.

Og Christian Wellendorf har ved konkurrencen også gjort et ekstra godt stykke arbejde. Således vinder han også prisen "Best Commis Chef", for sit arbejde som kokkeassistent ved konkurrencen.

Kenneth Toft-Hansen havde ved mesterskabet valgt temaet "Flora Danica" til sine retter efter de klassiske opslagsværker om danske blomster og planter.

- Vi vil bruge nogle af de ting, der er langs de danske kyster. Hybenroser, enebær og vild timian er blandt ingredienserne.

- Vi har prøvet at gå den florale vej. Og tingene må gerne se naturlige ud, sagde køkkenchefen forud for konkurrencen.

Kenneth Toft-Hansen overtog driften af det historiske Svinkløv Badehotel tilbage i 2015.

Hotellet nedbrændte natten til 26. september 2016. Det var en defekt tørretumbler, der var skyld i branden.

Badehotellet forventes at genåbne i løbet af 2019.

Det er anden gang, at Kenneth Toft-Hansen repræsenterer Danmark i Bocuse d’Or. Sidste gang - i 2015 - blev det til en sjetteplads. Han havde kvalificeret sig til finalen i den internationale konkurrence i år ved at vinde bronze ved sidste års Bocuse d’Or Europe.

I Horesta, der er brancheorganisationen for hoteller og restauranter, tror administrerende direktør Katia K. Østergaard, at guldet kommer til at gavne den danske madscene.

- Bocuse d’Or er den hårdeste kokkekamp i verden, og Kenneth Toft-Hansens bedrift vil nu komme hele det danske restauranterhverv til gavn, udtaler direktøren blandt andet i en pressemeddelelse.

/ritzau/