En dansker savnes efter jordskælvet i Kinas Sichuanprovins. Han er nu formelt blevet efterlyst hos de kinesiske myndigheder, oplyser den danske ambassadør Jeppe Tranholm Mikkelsen fra Bejiing til TV 2 NEWS.
Den savnede danskere befandt sig sandsynligvis tæt på jordskælvets epicenter.
Ambassaden har endnu ikke fået kontakt til danskeren, og der er nu blevet givet billede og oplysninger om den efterlystes rejserute til de kinesiske myndigheder.
Ambassadøren tager situationen meget alvorligt.
Dansker fundet i god behold
Tidligere onsdag var en anden dansker savnet, men vedkommende har nu været i kontakt med sin familie.
- Familien har hørt fra ham. Han har det efter omstændighederne godt. Jeg ved, at han har været ude for en ubehagelig oplevelse, men jeg kan ikke give nogle detaljer på nuværende tidspunkt, siger Jeppe Tranholm Mikkelsen til Radionyhederne.
Jordskælvet i Sichuanprovinsen i Kina fandt sted mandag morgen dansk tid og målte 7,8 på richterskalaen.
Lige nu er det officielle dødtal på over 12.000, men det stiger time for time, og der er stadig mennesker, som ligger begravet under nedstyrtede bygninger.