Et jordskælv målt til en styrke på 7,7 er tirsdag aften registreret i det sydlige Mexico nær delstaten Oaxaca. Det kunne mærkes helt til hovedstaden, Mexico City, hvor huse svajede og glas sprang, selv om Mexico City ligger flere hundrede kilometer fra skælvets epicenter.
Det fortæller Sten Blindkilde, som bor i La Condesa i Mexico City, hvor han arbejder for Ritzaus Finans-redaktion.
- Jeg nåede at høre alarmen ude på gaden, inden jeg mærkede noget. Så kunne jeg mærke nogle rystelser på vej ned ad trappen, og da jeg kom ud på gaden, kom det store ryk. Det føltes som at stå op i en lille jolle i halvstore bølger. Man går ned i knæ for at holde balancen.
- Bygningerne stod og svajede, jeg hørte glas, som baldrede inde i bygningerne og alle var ude på gaden. Jeg kunne se, folk var bange, siger Sten Blindkilde, som også hørte eksplosioner fra bygninger.
Sten Blindkilde har boet i Mexico i flere år, men han vurderer, det her er det største skælv, han har oplevet.
Mexicanerne træner hvert år, hvordan de skal forholde sig, når de rammes af jordskælv, som man oplever ganske ofte i Mexico.
Øvelserne har man lavet siden 1985, hvor Mexico City blev ramt af et af de mest voldsomme jordskælv nogensinde. Over 9000 mennesker omkom.
Tirsdag aften dansk tid er borgerne igen på vej tilbage i bygningerne, og folk går igen ture i parken, fortæller Sten Blindkilde.
- Det er Mexico, og sådan er livet her. Så på et eller andet tidspunkt er man nødt til at gå ind i bygningerne igen.
- Hver bygning har en jordskælvsvagt, som hjælper folk ud og ikke lukker nogen ind igen, før de har fået signal til det. Problemet er, at man ikke ved, om det er det første af flere, eller om der kommer efterskælv senere, siger han.
355 dræbt i 2017
I et jordskælv med en styrke på 7,1 i Mexico i 2017 blev 355 mennesker dræbt i hovedstaden og nærliggende områder.
Vidner oplyser til Reuters, at der umiddelbart hverken er tegn på, at skælvet har resulteret i materielle skader eller dødsfald i Mexico City.
Det er tirsdag aften dansk tid uvist, hvor meget skade jordskælvet har forårsaget i Oaxaca.
Skælv målt til styrke syv betegnes som kraftige skælv med omfattende skader.
Ved styrke otte tager selv jordskælvssikrede konstruktioner betydelig skade, og energien er tilsvarende en stor atomsprængning.
/ritzau/