Indbyggerne i den nordtyske havne- og handelsby Rostock skal søndag træffe et - i Tyskland - usædvanligt valg.
De skal stemme om, hvem der skal være Rostocks næste overborgmester: Skal det være tyske Steffen Bockhahn eller modstanderen Claus Ruhe Madsen, der er født og opvokset i Danmark?
Ender Claus Ruhe Madsen med at vinde valget, bliver han den første person uden tysk statsborgerskab, der bliver overborgmester i en by i Tyskland.
Søndagens valg er anden og sidste runde af borgmestervalget i Rostock. Første runde blev afholdt den 26. maj, og her var det Claus Ruhe Madsen, der trak flest stemmer og placerede sig på en klar førsteplads.
Den danske tilflytter har boet i Rostock i 25 år og har en møbelforretning. Under valgkampen har han cyklet rundt på sin ladcykel for at møde borgerne, og han har delt såvel pølsehorn som strømper ud.
Om sit kandidatur har 46-årige Claus Ruhe Madsen tidligere sagt:
- Jeg har været meget engageret som erhvervsdrivende og i forskellige foreninger og synes, at det kunne være meget spændende at være med til at styre, hvor vores 800 år gamle by skal føres hen.
Politisk har Claus Ruhe Madsen især fokus på miljøet, erhvervslivet og digitalisering. Han vil modernisere Rostock, som ifølge ham "hænger fast i fortiden". Han vil blandt andet renovere havneområdet ud til Østersøen og arbejde for bedre kollektiv trafik og flere cykelstier.
Skolerne skal digitaliseres, plastikservice skal ud af byen, og så skal der - hvis det står til Claus Ruhe Madsen - bygges et nyt teater.
Desuden vil han arbejde for, at flere kommer i arbejde, at erhvervslivets forhold forbedres, og at der kommer bedre handelsforbindelser til Danmark og Sverige, der ligesom Rostock har kyst ud til Østersøen.
Claus Ruhe Madsen fik 34,6 procent af stemmerne ved første valgrunde i slutningen af maj. Hans nærmeste modstander, Steffen Bockhahn fra venstrepartiet Die Linke, fik 18,9 procent af stemmerne.
Fordi ingen af kandidaterne fik mindst halvdelen af stemmerne, skulle de to, der fik flest, dyste mod hinanden i en ny valgrunde.
Under valgkampen har Claus Ruhe Madsen bemærket, at det har skabt en vis interesse blandt vælgerne, at han kommer fra Danmark.
- Jeg kan mærke, at mange synes, det er spændende, at jeg er dansk. Danskere er ofte lidt mere pragmatiske, fortalte han tidligere.
Claus Ruhe Madsen stiller op som løsgænger, selv om flere partier i Rostock har spurgt, om han kunne tænke sig at stille op for dem.
/ritzau/