Udenrigsministeriet oplyser mandag aften, at der er en dansk statsborger blandt de dræbte ved mandagens bombeattentat mod den danske ambassade i Islamabad i Pakistan.
Bekræftelsen kommer efter at udenrigsminister Per Stig Møller tidligere på aftenen i et tv-interview med DR sagde, at der muligvis var en dansker blandt de dræbte.
Udenrigsministeriet har ikke frigivet navnet på den dræbte danske statsborger, der har pakistansk baggrund. Personen var ikke ansat ved ambassaden.
Bomben mod ambassaden har kostet mindst seks og muligvis syv eller otte mennesker livet. Heraf et barn og mindst to med tilknytning til ambassaden - en rengøringsdame og ambassadens altmuligmand. Blandt de dræbte er angiveligt også to sikkerhedsvagter.