Danske soldater i Irak skal afvise at se såkaldte trofæbilleder af døde eller tilfangetagne krigere fra Islamisk Stat (IS).
Det viser en aktindsigt, som Information har fået, i indberetninger til Forsvaret.
Den praksis får kritik fra Amnesty International og fra partierne Enhedslisten og De Radikale.
Soldaterne skal "på det bestemteste afvise at se sådanne billeder, herunder om nødvendigt afslutte samtalen på stedet og fjerne sig bort," hedder det blandt andet i en indberetning fra juli, der henviser til retningslinjerne.
Oberst Jens Lønborg fra Værnsfælles Forsvarskommando bekræfter, at den såkaldte Standing Operation Procedure fra februar i år pålægger soldaterne at undgå at se den type billeder.
- Der står (...), at soldaterne skal undgå at komme i situationer, hvor irakerne viser billeder og filmklip fra deres mobiltelefoner, skriver Jens Lønborg, der er chef for forsvarets Internationale Operationer, i et mailsvar til Information.
Af mailsvaret fremgår også, at der er tale om en regel, som ikke tidligere har været håndhævet.
Amnesty International mener, at Danmark bevidst lukker øjnene for mulige overgreb.
- Det er en måde at holde sig i uvidenhed om mulige menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser, siger chefjurist Claus Juul.
- Det svarer jo til at stikke fingrene i ørerne og synge højt for at undgå at høre noget, man ikke vil høre, siger han.
De Radikales forsvarsordfører, Martin Lidegaard, synes ikke, at den praksis er holdbar.
- Det kan være svært at håndtere den slags oplysninger, men vi må da have en interesse i at vide, hvad der foregår, så vi kan påvirke vores partnere i den rigtige retning, siger han.
Også Enhedslisten kritiserer praksis:
- Danske soldater skal selvfølgelig ikke opmuntre irakerne til at tage trofæbilleder, men nu har soldaterne jo nærmest fået ordre til at vende ryggen til drab og mishandling, siger forsvarsordfører Nicolaj Villumsen.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) afviser i et mailsvar til Information at stå bag praksisændringen og tager afstand fra den.
Han vil bede Værnsfælles Forsvarskommando om en redegørelse.
/ritzau/