Danskere med kræft har fået bedre chancer for at overleve.
Således er femårsoverlevelsen i Danmark nu over EU-gennemsnittet ved flere store kræftsygdomme.
Det skriver Berlingske på baggrund af en ny rapport fra Europa-Kommissionen.
Danske patienter har dermed større sandsynlighed for at være i live, fem år efter at de modtog en kræftdiagnose, når det gælder bryst-, tyktarms- og lungekræft - sammenlignet med gennemsnittet for EU-landene.
Tidligere haltede Danmark ellers efter, når det gjaldt kræftoverlevelse.
Hvad angår prostatakræft ligger Danmark en smule under EU-gennemsnittet med en femårsoverlevelse på 86 procent mod 87 procent i EU.
Præcis hvilke år, rapporten sammenligner, fremgår ikke af Berlingske.
Fremgangen følger, efter at kræftområdet over en årrække er blevet styrket med et større milliardbeløb.
Siden årtusindskiftet er der etableret fire kræfthandlingsplaner. Det har medført en opgradering af kapaciteten for undersøgelse og behandling foruden screeningsprogrammer for bryst- og tarmkræft.
Netop danske kvinders høje deltagelse i screening for brystkræft fremhæves i rapporten fra EU-Kommissionen. Den bidrager til en høj overlevelsesrate.
Men samtidig bemærkes det, at forholdsvist flere dør af kræft i Danmark end i de fleste andre EU-lande. Det skyldes ikke behandlingens kvalitet - men at flere bliver ramt af sygdommen.
Det er især lungekræft og kræft i tyk- eller endetarmen, som oftere rammer danskere end andre EU-borgere.
Kræftdødeligheden er faldet fra cirka 190 dødsfald per 100.000 danskere i midten af 1980'erne til cirka 125 i dag, skriver Berlingske.
Dermed er kræftdødeligheden højere i Danmark end i de øvrige nordiske lande - om end vi har nærmet os vores nordiske naboer de seneste år.
/ritzau/