Irakerne, der har søgt tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro i København, får nu støtte fra en bred kam af professionelle danske musikere og kulturpersonligheder, som har dannet en støttekreds.
Blandt musikerne er Simon Kvamm, Tina Dickow, Trentemøller, Jens Unmack, Niels Hausgaard, Bikstok Røgsystem, Szhirley, Nikolaj Nørlund og Kira Skov.
"Hvorfor modsætter jeg mig hjemsendelsen af Irakerne i Brorsons kirke? Fordi jeg tror mere på FN end på Ekstra Bladet i forhold til om der er farligt i Irak. Og hvis det er farligt for disse mennesker, er det eneste borgerligt anstændige for helvede da at gøre en undtagelse på vores regler! Og så i øvrigt tænke over, hvem de regler er til for", skriver Simon Kvamm, forsanger i Nephew, som begrundelse for at være med i støttekredsen.
Formålet med støttekredsen er at støtte op om irakerne på forskellige måder. Blandt andet bliver der arrangeret koncerter og andre arrangementer, som kan bakke op om irakernes situation.
Tirsdag eftermiddag laver Nikolaj Kirk f.eks. mad til de irakiske flygtninge, mens andre af støttekredsens medlemmer kommer forbi og hilser på kirkens beboere.
Ideen til støttekredsen opstod blandt en gruppe af enkelpersoner omkring Choir Of Young Believers-koncerten i Brorsons Kirke 11. juni, der også havde til formål at støtte irakerne.