De er golddiggers. De går efter pengene, ejendommen, bankkontoen.
Danske kvinder er ikke blege for at indrømme, at rigdom spiller en væsentlig rolle, når de skal vælge deres bedre halvdel. I alt 76 procent svarer ja til spørgsmålet om, hvorvidt finansiel succes er vigtig i spørgsmålet om at finde den rette partner.
Det viser i hvert fald en rundspørge, som netværket Beautiful People har lavet blandt deres 30.000 medlemmer verden over.
Og vores kvinder står alene med lysten til rige mænd. Kun 39 procent af svenskerne svarer ja til det samme spørgsmål, mens det gælder lige omkring 70 procent af de spanske og italienske chicas.
Men betyder det så, at danske kvinder dermed ønsker at kunne læne sig tilbage i sofaen og nyde, at manden knokler for at få økonomien til at løbe rundt?
Nej, mener livsstilsekspert Christina Feldthaus:
- Det hænger sammen med, at kvinder herhjemme er meget veluddannede. Vi tænker, at vi skal kunne klare os selv, og vi gider ikke have en eller på slæb. Fordi vi er så godt kørende, vil vi ikke finde os i noget, der er ringere end os selv, siger hun.
Hun afviser, at svenskernes lave procent skulle kunne skyde den tese ned.
- Svenskerne svarer altid politisk korrekt på sådan nogle spørgsmål. Det kan man ikke bruge til noget.
De blågule tager dog grum revanche. Ifølge langt de fleste medlemmer er svenskerne suverænt verdens næstkønneste indbyggere - næstefter medlemmernes eget land, forstås.
Det skal vi dog ikke tage så tungt herhjemme, mener Christina Feldthaus.
- Jeg tror, at mange udlændinge blander Sverige og Danmark sammen, når de skal svare på den slags. Derfor kan svaret dække over, at de finder skandinaviske piger kønnere, siger hun.
Endelig afslører halvdelen af alle danske mænd fra Beautiful People, at de ønsker sig større bryster til deres kærester.
Og den køber Christina Feldthaus:
- Det ligger dybt i alle mænd, at vi gerne vil have runde former. Det signalerer fødedygtighed.