Danske hospitaler og Nationalbanken går fri af cyberangreb

- Vi har ingen meldinger om problemer, siger it-direktør Klaus Larsen på vegne af Regionernes Sundheds-it.
Denne besked med krav om løsesum for at frigive blokeret data på computere er poppet op verden over siden fredag aften. Den er en del af et globalt cyberangreb.
Denne besked med krav om løsesum for at frigive blokeret data på computere er poppet op verden over siden fredag aften. Den er en del af et globalt cyberangreb. Foto: P. Goetzelt/AFP

Danske hospitaler har ikke oplevet hackerangreb som i Storbritannien.

Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse lørdag.

- Vi har ingen meldinger om problemer herhjemme. Vi opdaterer løbende, og lige nu har vi skærpet opmærksomheden på it-sikkerheden, siger it-direktør Klaus Larsen på vegne af Regionernes Sundheds-it.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Meldingen kommer, efter hospitaler i Storbritannien fredag blev udsat for et hackerangreb.

- Regionerne herhjemme har siden i går, hvor meldinger løb ind fra udlandet, naturligvis øget deres opmærksomhed på usædvanligheder, der kan gå ud over vores it-sikkerhed, siger Klaus Larsen.

Ifølge KMD, der udvikler og betjener it-systemer, for en række offentlige institutioner og private kunder, er ingen af deres systemer ramt af angrebet.

Det oplyser sikkerhedschef Ole Madsen til Ritzau.

Ud over kommuner, regioner og ministerier er eksempelvis Nationalbanken og pensionskassen PenSam blandt KMDs kunder.

- Vi har været alle vores systemer igennem. Vi har forskellige mekanismer, som sørger for vores systemer har den tilstand, de skal have. Vi har været alle KMD's og KMD's kunders systemer igennem, siger han.

Angrebet benytter en sårbarhed i Microsoft-systemer, der har været kendt i flere måneder. Siden marts har Microsoft haft en opdatering tilgængelig, der lukker sårbarheden.

- For cirka en måned siden var der en mystisk gruppe, der havde opsnappet en masse NSA-værktøjer. Der var specielt meget på Windows.

- Microsoft (producenten af Windows) reagerer meget hurtigt. De laver en patch. Det minder om en sikkerhedsopdatering, som vi kender det fra iPhones. Så vi har haft cirka en måned til at få de her ting lagt på systemerne.

Nationalt Center for Cybersikkerhed, NC3, er Rigspolitiets enhed for efterforskning af cyberkriminalitet. Lørdag middag havde enheden ikke modtaget nogen anmeldelser.

- Bliver man udsat for angrebet, så opfordrer vi til, at man melder det til politiet, siger Kim Aarenstrup, der er chef for NC3, i en skriftlig meddelelse.

- Men i Rigspolitiet har vi på nuværende tidspunkt ikke kendskab til, at politiet har modtaget konkrete anmeldelser endnu.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.