Flere nordjyske fiskere ånder i øjeblikket lettet op.
Det sker, efter at EU's brexitforhandler, Michel Barnier, lørdag har snakket med fiskerne i Thyborøn. Samtaleemnet var, hvad der sker med dansk fiskeri i britisk farvand, når Storbritannien efter planen træder ud af EU.
Ifølge fisker og næstformand i Thyborøn Havns Fiskeriforening Alfred Fisker Hansen, der var til lørdagens møde, var der beroligende toner fra chefforhandleren.
- Der er altid usikkerhed i fiskeri, men jeg er ikke længere så bekymret for brexit, som jeg har været.
- Det er både fiskerettigheder og handelsaftaler, der er kædet sammen. Det gør alt andet lige, at vi føler, at vi står noget stærkere, end vi ellers frygtede.
- Det virker i hvert fald til, at det er de rigtige folk, som vi har sat til at forhandle for os. Og det er meget værd, siger han.
En stor del af de danske fiskeres fangst kommer fra britisk farvand.
Ifølge en analyse, som Fødevare- og Ressourceøkonomi, Ifro, har udarbejdet for perioden 2012-2016, lander danske fiskere årligt for op mod en milliard kroner fra Storbritanniens farvande.
Det svarer til op mod 34 procent af den årlige danske landingsværdi og op til 45 procent i fangstvolumen.
Danske fiskere har tidligere frygtet, at der vil blive sat et decideret "fiskeri forbudt"-skilt op for de danske fiskere.
Det vil kunne gå hårdt ud over de danske fiskeres økonomi.
Men selv om der endnu ikke er noget endeligt at sige om fremtiden, tegner det til, at der bliver hevet en god aftale i land for fiskerne, mener Alfred Fisker Hansen.
Alene det, at EU's chefforhandler aflægger byen besøg, gør et stort indtryk, fortæller også fiskeriforeningens formand, Kurt Madsen.
- Vi ser det som en anerkendelse fra EU, at de vil ud og se, hvad det drejer sig om, og at de vil høre om det fra fiskerens egen mund.
- Det bliver ikke større. Det betyder enormt meget for vores fremtid, om erhvervet får lov til at få adgang til det britiske farvand, siger han.
/ritzau/