Belgisk øl er kommet på Unescos liste over kulturarv.
Hos Dansk Bryggeriforening er man begejstret for hæderen til vennerne mod syd.
- Det er på tide, at man anerkender, at øl i den grad er en del af vores fælles kulturarv. Det er stort og stort tillykke til Belgien med det, siger Niels Hald, der er direktør i Bryggeriforeningen.
Det er Unescos liste over immateriel kulturarv, den belgiske ølkultur har fået fornøjelsen af.
Listen blev oprettet for ti år siden for at øge opmærksomheden omkring uhåndgribelige kulturskatte.
Niels Hald håber, at dansk ølkultur også kommer på listen i fremtiden, men han frygter ikke, at promoveringen af den belgiske øl på den fornemme liste går ud over konkurrencen for dansk øl på det internationale marked.
- Tværtimod tror jeg, at det kan være med til at promovere øl endnu mere i det hele taget.
- Og vi står jo fantastisk på det globale marked med de store bryggerier på den ene side og vores mikrobryggerier på den anden side, som nyder stor anerkendelse over hele verden, siger Niels Hald.
Hos Carlsberg er man heller ikke bange for, at belgisk øl stikker af med al opmærksomheden.
- Sådan en flot udmærkelse løfter ølkulturen i hele Europa, siger den presseansvarlige for Carlsberg i Danmark, Kasper Elbjørn.
- Vi synes, det er fuldt ud fortjent, at belgisk ølkultur får en plads på Unescos liste, og det er retfærdigt, at de kommer på listen først.
- Men man skal ikke undervurdere den stærke ølkultur, vi har i Danmark, som stammer fra pilsneren, siger han.
Ud over belgisk øl er cubansk rumba også kommet med på listen.
Indtil videre er ingen danske immaterielle kulturskatte blevet optaget på listen.
/ritzau/