Den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker er nu øverst på den interne topscorerliste i NHL-klubben Phoenix Coyotes, efter at den talentfulde forward natten til onsdag dansk tid tilspillede sig en hovedrolle, da Los Angeles Kings blev besejret med 5-2.
Bødker lavede to flotte mål, og det bringer hans total op på seks mål og 12 assists, og med tilsammen 18 point overhaler han klubbens svenske back Oliver Ekman-Larsson, der er noteret for 17.
23-årige Bødker er i gang med sin hidtil bedste sæson i Arizona-klubben, hvor han får en mere og mere central rolle.
Mod Los Angeles Kings havde han allerede haft to scoringschancer, da han efter knap 10 minutters spil bragte Coyotes foran.
Han modtog pucken ved blå linje og rykkede lynhurtigt mellem to forsvarere, inden han udplacerede Jonathan Quick i de forsvarende Stanley Cup-vinderes mål.
Bødkers andet mål faldt i anden periode på et tidspunkt, hvor Coyotes var i powerplay. Danskeren fik lidt for god plads i højre side og udnyttede de fine arbejdsforhold til at rykke ind i banen og med et velplaceret skud bringe sit hold på 3-0.
Med sejren fik Phoenix Coyotes en slags revanche for nederlaget til Los Angeles Kings i sidste sæsons playoff-kampe.
- Det er en stor sejr for os. Det er så tæt, og det er vigtigt at vinde sine hjemmekampe, siger Mikkel Bødker til NHL.com efter kampen, hvor danskeren blev kåret som banens bedste.
Også en anden NHL-dansker Jannik Hansen markerede sig natten onsdag.
Den hårde wing stod for en assist ved Vancouver Canucks' 1-1-udligning mod Columbus Blue Jackets. Vancouver vandt kampen 2-1 efter straffeslag.
/ritzau/