Opdateret kl. 11:47
Danske Banks administrerende direktør, Thomas F. Borgen, stopper som konsekvens af hvidvaskskandale, oplyser Danske Bank i en fondsbørsmeddelelse.
Borgen bliver dog i stillingen, indtil en ny chef er fundet.
- Aftalen med Thomas Borgen er, at han fortsætter indtil videre. Vi har tillid til Thomas Borgen, siger bestyrelsesformand i Danske Bank Ole Andersen om fratrædelsen, og hvorfor den ikke sker øjeblikkelig på et pressemøde onsdag formiddag.
- Vi har en forpligtigelse til hele tiden at have succesionsplaner liggende og have planer parat. Så vi starter ikke fra bar bund.
- Men vi skal lige sunde os og analysere situationen, inden vi træffer en beslutning.
På pressemødet bliver Ole Andersen spurgt til, om Thomas Borgen var blevet fyret, hvis ikke han selv havde sagt op.
- Thomas har selv truffet den her beslutning, og vi er enige i hans generelle vurdering af situationen og hans beslutning, så vi behøver ikke at forholde os til spørgsmålet, siger Ole Andersen.
Beskeden om Thomas F. Borgens afgang kommer, samme dag som en intern undersøgelse bliver præsenteret.
Den er den hidtidige kulmination på et årelangt forløb, hvor potentielt massiv hvidvask af penge fra blandt andet Rusland og Aserbajdsjan gennem Danske Banks estiske filial fra 2007 til 2015 er blevet oprullet.
- Det er åbenlyst, at Danske Bank ikke har levet op til sit ansvar i sagen om mulig hvidvask i Estland.
- Det beklager jeg dybt. Selv om den eksterne advokatundersøgelse konkluderer, at jeg har levet op til mine juridiske forpligtelser, mener jeg, det rigtige for alle parter er, at jeg fratræder, skriver Thomas F. Borgen i meddelelsen.
Han erkender i meddelelsen, at han har "det ledelsesmæssige ansvar".
Presset på Thomas F. Borgen er steget og steget, i takt med at det er kommet frem, at han tidligt var informeret om den potentielle hvidvask i den estiske filial. Dog uden hurtigt at stoppe de mulige ulovligheder.
I en separat meddelelse skriver Danske Bank, at man trods en stor intern undersøgelse ikke har kunnet "fastlægge det præcise omfang" af, hvor mange milliarder i mistænkelige transaktioner, der er røget gennem den estiske afdeling.
/ritzau/