Danske Bank vil nu stramme hurtigere op på likviditetsområdet. Det meddeler banken, efter at Finanstilsynet har stukket landets største bank, Danske Bank, en spektakulær lussing for at tage for let på risici på likviditeten, skriver Dagbladet Børsen.
Påbuddet fra Finanstilsynet kom som følge af en inspektion, som Finanstilsynet foretog i marts i Danske Bank, og det får nu banken til at stramme op.
- Påbuddene handler i høj grad om, at vi skal stramme op på nogle politikker og processer, skriver Peter Rostrup-Nielsen, der er vicedirektør i Danske Bank, til Dagbladet Børsen i en mail.
- Der er sket en del opstramninger på likviditetsområdet, og det skal fremgå tydeligere af vores politikker. Det er noget, der under alle omstændigheder ville være sket.
- Nu sker det lidt hurtigere. Der kan altid være forskellige fortolkninger af, hvordan reglerne skal udmøntes i praksis. Nu er det præciseret, og så indretter vi os efter det, skriver Peter Rostrup-Nielsen.
Han er ikke overrasket over påbuddet fra Finanstilsynet.
- Det har været en meget stor undersøgelse, så det er ikke overraskende, at tilsynet finder noget, som de mener, vi kan gøre bedre. Vi arbejder løbende på tiltag, der skal styrke og forbedre likviditetsområdet. Så det er en proces, der er i gang, mener han.
Danske Bank har fået påbud om at ændre sine procedurer og at foretage en såkaldt stresstest, som giver et helt præcist billede af bankens likviditet.
Finanstilsynet ville teste bankens ledelse og styring på likviditetsområdet, og om banken levede op til reglerne. Men det gjorde den ikke.
Derimod får banken ros for, at bestyrelsens involvering og informationen omkring risici på likviditeten er steget "væsentligt" over de seneste år.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.