Danske Bank får klø på børsen fredag morgen, hvor risikoen for en stor milliardbøde i kølvandet af hvidvasksagen spiller ind.
Aktien falder ni procent til 143,90 kroner. Samlet har aktionærerne tabt over 40 procent i år, hvor omfanget af sagen løbende er vokset.
Financial Times skriver fredag, hvordan Danske Banks estiske filial i 2013 overførte penge for russere uden at vide, hvor de i sidste ende havnede.
Avisen har et internt dokument fra banken, hvor såkaldt "mirror trading" - også kendt som spejlhandler - bliver beskrevet.
Handlerne foregik på den måde, at russiske kunder købte værdipapirer i rubler. Derefter blev de solgt i en udenlandsk valuta som dollar.
Metoden er lovlig, men er ifølge myndigheder et rødt flag i forhold til hvidvask.
Danske Bank overførte op mod 63 milliarder kroner på et år via den type handler.
- Oplysningerne om "mirror trading" giver nyt brændstof til sagen. Deutsche Bank har tidligere fået en ret stor bøde for at være indblandet i noget lignende, siger aktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til Ritzau Finans.
Deutsche Bank fik sidste år en bøde på fire milliarder kroner i en sag om hvidvask fra myndigheder i USA og Storbritannien.
Russere havde ved hjælp af spejlhandler ført 64 milliarder kroner ud af landet.
Danske Bank fortalte torsdag, at USA's justitsministerium undersøger sagen om hvidvask i Estland.
Ansatte i Danske Banks estiske filial var bevidste om, at der var risiko for at skade bankens omdømme ved spejlhandlerne.
- Det er alligevel en risiko, vi løber i andre dele af vores udenlandske forretning, hvor den naturlige valutastrøm altid er ud af Rusland.
- I betragtning af den stærke indtjening er forholdet mellem risiko og afkast meget attraktivt, fremgår det af dokumentet ifølge Financial Times.
/ritzau/