Der var rigtig godt humør på det danske aktiemarked mandag.
Investorerne kastede så mange penge efter danske aktier, at det danske eliteindeks, C25, satte stigningsrekord.
Indekset steg 2,4 procent, og det er den største stigning som indekset har haft på en enkelt handelsdag i den korte tid indekset har eksisteret.
Indekset har eksisteret i knap to år. Det blev oprettet i december 2016. Og oktober har begivenhedsrig.
Både det største endagsfald og de to største stigninger på en enkelt dag, har ramt indekset i oktober.
Man skal ikke længere tilbage end i sidste uge, hvor det hjemlige C25-indeks tabte fem procent og dykkede til det laveste lukkeniveau i dets toårige levetid.
Ifølge aktiestrateg i Formuepleje Otto Friedrichsen skal man da også være forsigtig med at lægge for meget i mandagens bevægelse.
- Jeg tror ikke, man skal lægge så meget i, at det stiger så kraftigt. Jeg tror, man skal se det som en effekt af den volatilitet, vi har set gennem en længere periode, siger han til Ritzau Finans og fortsætter:
- Nu ser vi altså, at markedet retter sig. Der er i dag en øget risikoappettit i forhold til tidligere.
Blandt de enkelte aktier i indekset var A.P. Møller-Mærsk især værd at holde øje med.
Aktien var den, der steg næstmest, da den lagde fem procent til sin værdi.
Aktiestrateg i finanshuset ABG Sundal vurderer over for Ritzau Finans, at stilhed omkring Mærsk-aktien og dermed ingen dårlige nyheder er noget af grunden til stigningen.
Mandag ved aktiehandlens slutfløjt skal der 8232 kroner på bordet for at købe en Mærsk-aktie.
Der var også rigtig god stemning omkring Genmab-aktien. Investorerne kan se, at aktien næsten er blevet seks procent mere værd klokken 17, end da markedet åbnede klokken 9.
Royal Unibrew var den eneste aktie, der ikke er mere værd klokken 17, end da handlen startede mandag formiddag.
Aktien tabte under én procent, og endte dermed nederst i indekset.
/ritzau/