Verdensmesteren i landevejscykling Amalie Dideriksen har fået en fremragende start på banesæsonen.
Tirsdag aften vandt den 20-årige dansker en tredages omnium-konkurrence i Berlin.
Dideriksen gik ind til sidstedagen på en førsteplads. Men danskeren måtte fra start se sit forspring indhentet i udskilningsløbet af briten Katie Archibald, der sluttede foran tyske Anna Knauer og Dideriksen.
I derny, som var den efterfølgende disciplin, fik danskeren igen slået et hul til Archibald.
Dermed havde hun et forspring på fem point til Katie Archibald før den afsluttede disciplin, ti kilometer pointløb.
Dideriksen tog den samlede sejr med 27 point foran Archibald med 24 point. Det tyske hjemmebanehåb Anna Knauer sluttede som treer.
Amalie Dideriksen blev kort før nytår hædret som årets danske cykelrytter i 2016 efter sit VM-guld på landevej i oktober.
/ritzau/