Dansk topchef færdig hos gigant

Forhenværende Mærsk-direktør tager topposten hos Danmarks hæderkronede skibsmotor-leverandør

Det er en af de helt store personligheder i dansk søfart, der nu forlader posten.

Direktøren for to-takt aktiviteterne i den tyske industrigigant, MAN Energy Solutions, Thomas S. Knudsen, forlader virksomheden ved årets udgang, og siger dermed farvel til den måske mest prestigefulde post blandt Danmarks maritime udstyrsproducenter. To-takt aktiviteterne i MAN Energy Solutions er en videreførelse af den gamle B&W skibsmotorfabrik, og denne del af den tyske virksomheds aktiviteter er hjemhørende i den københavnske Sydhavn.

Thomas S. Knudsen afløses af virksomhedens hidtidige salgsdirektør, Bjarne Foldager, der kom ind i virksomheden i 2016 fra en stilling i Maersk Tankers.

Det skriver den maritime brancheavis, Søfart.

Oplysningerne fremgår af en orientering til virksomhedens medarbejdere.

I meddelelsen skriver Thomas S. Knudsen:

"Efter 35 år i MAN føler jeg, at tiden er inde til at prøve noget andet og tage hul på et nyt kapitel i min karriere. Aktiviteterne på totaktmarkedet er ved at tage fart, efter at vi har været gennem nogle udfordrende år. Ud fra et salgsmæssigt og teknisk perspektiv er forretningen godt forberedt, hvilket lanceringen af den nye LGIP er et eksempel på. Derfor føler jeg, at det er et godt tidspunkt at prøve noget nyt".

Bjarne Foldager, der nu overtager posten, skal fortsætte i sin hidtidige rolle som salgsdirektør for koncernens to-takt aktiviteter, head of sales and promotion for two-stroke business.

Læs også: Flaskegasmotor indviet med pomp og pragt

I orienteringen til medarbejderne udtaler Bjarne Foldager:

"Jeg er glad for, og stolt over, at få overdraget de nye ansvarsområder. Vi har en fantastisk og meget relevant portefølje i Danmark, som samler alle fagområder fra udvikling over salg til vigtige dele af PrimeServ-aktiviteterne. Det er et godt udgangspunkt for at styrke forretningen yderligere, og samtidig har vi et rigtigt godt ledelsesteam, hvor vi samler kræfterne.”

Ud over at have titel som senior vice president i det tyske industrikonglomerat, MAN Energy Solutions, der ejes af den tyske Volkswagen-koncern, har Thomas S. Knudsen siden 2010 været formand for brancheorganisationen Danske Maritime.

Thomas S. Knudsen blev civilingeniør fra Institut for Maskinteknik ved Danmarks Tekniske Universitet i 1983. Han blev umiddelbart efter ansat i den danske to-takt gigant i Sydhavnen, hvor han har været lige siden.

I branchen er Thomas S. Knudsen kendt for sin ekstreme ingeniørfaglige indsigt i to-takt teknologi og en veludbygget indsigt i rederiernes ikke blot nuværende – men også fremtidige – efterspørgsel på nye og effektive totaktsteknologier.

Uwe Lauber, CEO i MAN Energy Solutions siger i en udtalelse:

"Thomas Knudsen har udført et fantastisk stykke arbejde gennem alle årene. Uden ham havde totaktforretningen helt sikkert ikke haft den klart førende rolle på markedet, som tilfældet er nu. Det er Thomas Knudsens kombination af teknisk viden og forretningssans, der har gjort ham til en af grundpillerne i MAN's succes på totaktområdet. Bjarne Foldager har stået i spidsen for vores totaktsalgsteam i mere end to år med flotte resultater til følge, og jeg er overbevist om, at han også kan løfte samarbejdet mellem de danske lokationer til næste niveau".

 

Søfart