Det danske juniortalent i tennis Clara Tauson kan skrive endnu en titel på sit cv, efter at hun lørdag i Canada vandt en såkaldt Grade 1-turnering.
Det skriver tennisavisen.dk.
Clara Tausons næste opgave bliver grand slam-turneringen US Open i New York, som for juniorernes vedkommende begynder søndag.
Den 15-årige Tauson kvalificerede sig til finalen i Canada med en klar sejr på 6-1, 6-0 over Clara Burel fra Frankrig, der er nummer 17 på juniorranglisten og i starten af året nåede frem til finalen ved Australian Open.
I finalen mod den 17-årige Victoria Dema fra Ukraine så danskeren længe ud til at være kommet i menneskehænder, men hun demonstrerede store fighteregenskaber efter at have tabt første sæt 2-6.
Victoria Dema var i andet sæt foran 4-1 og havde ved stillingen 5-2 to matchbolde, som Clara Tauson afværgede. Og det blev vendepunktet. Tauson vandt sættet i en tiebreak og tog derefter det afgørende sæt med 7-5.
Danskeren har dermed vundet fire ITF-turneringer i år. Med lørdagens sejr avancerer hun fra niendepladsen til sandsynligvis fjerdepladsen på ranglisten ifølge tennisavisen.dk.
I US Open ventes Clara Tauson at blive seedet til en plads i kvartfinalen hos juniorerne. I juni i år nåede hun frem til ottendedelsfinalen i French Open og måneden efter til anden runde i Wimbledon.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.