Det er nu kommet frem, at Nykøbing F. Sygehus i marts fik et påbud af Arbejdstilsynet om at "sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt".
Det skriver Folketidende.
Sundhedsfaglig vicedirektør på Nykøbing F. Sygehus, Inge Paamejer, siger at udfordringen er "alt for mange patienter".
Ifølge Folketidende var Arbejdstilsynet på besøg på akutafdeling 2 og 3 på sygehuset i november. Og det er på bagrund af det besøg, at påbuddet er blevet udløst.
Ifølge avisen var en del af dagligdagen på Nykøbing F. Sygehus patienter, der måtte tisse i sengen, fordi personalet ikke havde tid til at hjælpe dem, målinger og prøver, der ikke blev dokumenteret, patienter, der ikke fik en medicinliste med hjem, pårørende, der skældte ud, og ansatte, der gik grædende hjem.
Trues af strammere budget
Tilsynet har pålagt sygehuset at løse problemet inden 15. september, men om det vil lykkes sygehuset, at få rettet op på de ansattes hverdag er et åbent spørgsmål.
Onsdag truede Region Sjælland nemlig med sparekniven for at stoppe et kæmpe underskud på de kommende års budgetter, skriver Folketidende.
I den forbindelse sagde sygehusdirektør Rico Dyhr til Folketidende, at sygehusets økonomi allerede er anstrengt:
- Nykøbing F. Sygehus er under et massivt pres. Vi tager flere patienter end nogensinde før. Akutafdelingen er massivt ramt af overbelægning - der er mindst to patienter per seng per døgn. Og det er sjældent, medicinsk afdeling ikke har ti flere patienter, end der er senge til.
Han tilføjede at det store indtag af patienter gør, at der er brug for personale:
- Vi vil gøre meget for ikke at spare på antallet af ansatte, men størstedelen af udgifterne går til løn, sagde han og trak i håndbremsen:
- Nu vil vi ikke begynde at iværksætte noget, for vi kender ikke økonomien. Men vi må udtrykke meget stor bekymring.