Journalisten Puk Damsgaard har fået den danske stjerneskuespiller Anders W. Berthelsen til at skifte side.
I stedet for at stå foran kameraet har han nu sat sig i instruktørstolen for sammen med Niels Arden Oplev at filmatisere hendes prisvindende bog "Ser du månen, Daniel".
Til Ekstra Bladet fortæller Anders W. Berthelsen, at han længe har ønsket at prøve kræfter som instruktør, men det var først, da Puk Damsgårds bog udkom, at han tog beslutningen:
- Og så tænkte jeg, at det skulle være den, forklarer Anders W. Berthelsen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Anders W. Berthelsen fylder 49 år på fredag, men satte sig mandag ved siden af Niels Arden Oplev og begyndte optagelserne.
Der skal instrueres 70 talende skuespillere, og der skal filmes i Sverige, Jordan, USA, Aarhus og København.
- Jeg er glad for, at jeg laver det sammen med Niels. Det er en stor film, så det er meget godt at have en at sparre med, siger Anders W. Berthelsen.
Anders W. Berthelsen har som skuespiller medvirket i et hav af film, tv-serier og teaterstykker.
Han debutterede i 1996 i filmen "Portland", som netop blev instrueret af Niels Arden Oplev. Han har siden spillet med i en perlerække af film som "Mifunes sidste sang", "Italiensk for begyndere", "Kongekabale" og de tre "Klassefesten"-film.