En ubehagelig - og yderst farlig tendens har i løbet af sommeren spredt sig over Danmark.
Hjulbolte er blevet løsnet på både cykler og biler.
I denne weekend er det så gået ud over en cirkusvogn fra Zirkus Nemo, som holdt parkeret ved transportcentret Stop 39 i Slagelse.
Det skriver Sjællandske.
- Jeg er i chok, det er virkelig en ubehagelig og uhyggelig oplevelse, fortæller skuespiller og gøgler Søren Østergaard til Sjællandske.
- Min vognmand var heldigvis snarrådig og tjekkede boltene, inden han kørte af sted. Den ene var løsere end den anden, og det bliver de altså ikke af sig selv, siger Søren Østergaard, der også fortæller, at vognen holdt ved Stop 39 i et døgns tid, fordi Zirkus Nemo over weekenden har været ved at flytte til sæsonens sidste forestillingsstop i Odense.
- Vi har selvfølgelig meldt det til politiet, som heldigvis også tager det meget alvorligt, siger Søren Østergaard.
Han vil samtidig gerne sende en advarsel ud til andre trafikkanter - både dem i bil og lastvogne:
- Jeg vil gerne advare andre om denne tendens. Det er virkelig livsfarligt. Tænk, hvis der var faldet et hjul af på motorvejen! Det er livsfarligt, ikke bare for chaufføren. Derfor vil jeg gerne sige det højt og advare andre, siger Søren Østergaard.