Der er tilsyneladende ingen, som udviser den store interesse for pop-divaen Medinas rækkehus på Islands Brygge.
For tredje gang siden huset blev sat til salg midt i maj, har hun nemlig sænket prisen gevaldigt.
Det skriver Ekstra Bladet.
Således er prisen for det 268 kvadratmeter store rækkehus dykket fra udbudsprisen 19,5 millioner kroner til nu 14,9 millioner kroner.
En prissænkning på hele 4,6 millioner kroner.
Luksus i to etager
Det er dog fortsat en kvadratmeterpris på 55.597 kroner, hvilket hiver den to etagers ejendom op i den absolutte luksusklasse.
Den første prisændring kom allerede efter seks uger, hvor prisen blev skåret ned med to millioner kroner til 17,5 millioner kroner. Endnu seks uger senere røg prisen ned på 16,5 millioner kroner.
I alt en sænkning af prisen med 24 procent.
Opvarmet saltvandspool
For de knap 15 millioner kroner får en køber udover 268 kvadratmeter bolig og 150 kvadratmeter lukket gårdhave med opvarmet saltvandspool også 25 kvadratmeter kælder og en balkon på 20 kvadratmeter "med direkte udgang fra det store master bedroom," som der står i udbudsmaterialet.
Huset indeholder fem værelser og kaldes af mægler for et "imponerende townhouse i international klasse".