Dansk rockstjerne kan vinde to grammyer i USA
Lars Ulrich kan vinde en grammy. Foto: Francois Guillot/AFP
Den danske trommeslager står sammen med James Hetfield bag nummeret "Atlas, Rise", der kan vinde en grammy.

Otte gange har Metallica nappet en af de prestigefyldte grammystatuetter, og når priserne uddeles den 28. januar, har gruppen chancen igen.

Den danske Metallica-trommeslager, Lars Ulrich, og bandets forsanger, James Hetfield, er nemlig nominerede til prisen for bedste rocksang.

Sidste år havde bandet muligheden for at vinde den samme statuette, da nummeret "Hardwired" var blandt de fem nominerede i kategorien bedste rocksang, men statuetten gik til "Blackstar" fra afdøde David Bowies album af samme navn.

Metallicas album "Hardwired... To Self-Destruct" kan også skaffe gruppen en pris.

Showet afholdes i New York i Madison Square Garden.

/ritzau/