Milliardæren Karsten Ree er på vej til USA for at få en behandling, som man ikke kan få i Danmark.
- Det er nogle alternative behandlinger, som ikke er godkendt her i Danmark. Jeg får et generelt helbredsløft, som gerne skulle give mig lidt mere energi og overskud i hverdagen, fortæller han til B.T.
Karsten Ree har flere gange de seneste år været i kontakt med det danske sygehusvæsen.
I april 2015 blev han ramt af kræft i blæren, sidste forår fik han en ny venstre hofte og for et par uger siden blev han hasteindlagt med nethindeløsning.
Til B.T. fortæller han også, at den er gal med den højre hofte, og at han skal gennem en operation på et dansk hospital, inden han flyver Atlanterhavet.
- Jeg skal have en ny hofte. Lige nu kan jeg næsten ikke gå op ad en trappe, siger han til avisen.
Efter operationen søger den 73-årige rigmand altså hjælp på en klinik i Los Angeles. Her skal han ifølge B.T. opholde sig i tre uger.